Flere passagerer tager metroen, og derfor købes der nye tog for to milliarder kroner. Foto: Peter Sørensen

Passagertallet i metroen stiger støt de kommende år, og derfor køber Metroselskabet otte nye tog for i alt to milliarder kroner.

Mellem Vanløse og Vestamager eller Lufthavnen kører metrotogene i et væk.

Uden lokoførere kører togene hele døgnet rundt og i 2016 fragtede metroen hver dag cirka 200.000 københavnere med på en tur under jorden. Og flere og flere passagere benytter sig af den nemme transportform, hvilket betyder fyldte tog, større trængsel ved stationerne og pres på metroen.

For at imødegå det større pres på togene, har Metroselskabet været til lommen og købt stort ind, og derfor skal der nu bruges to milliarder kroner på at udvide metrotogene til endnu flere passagerer.

– Allerede i dag er der begyndende trængselsudfordringer på de mest benyttede stationer – hovedsageligt i morgenmyldretiden. Derfor sætter vi ind nu med initiativer, der skal øge kapaciteten, så vi kan sikre en god kundeoplevelse og en fortsat høj driftsstabilitet, siger Jesper Overgaard, som er chef for Analyser og Passagerøkonomi i Metroselskabet til KBH.dk.

Der skal være endnu kortere ventetid mellem togene på metrolinjen, og derfor har Metroselskabet bestilt otte nye tog, hvoraf de seks af dem skal i drift i 2021.

Når kalenderen viser 2021 vil der i myldretiden køre 36 tog på de to metrolinjer i stedet for de 30, som kører i dag. Men nye tog er ikke den eneste løsning, der skal sikre plads til flere passagerer.  

Flere passagerer tager metroen, og derfor skal der indsættes nye tog. Foto: Ditte Valente

Allerede fra næste år vil indretningen i metrotogene blive optimeret så der bliver en bedre udnyttelse af sæderne i toget og så det er endnu lettere for passagerer at komme ind og ud af togene.  

– På kort sigt er der mulighed for blandt andet at optimere sædeopsætningen i togene samt sætte fokus på passageradfærd. Der indkøbes desuden nye tog, så der kan sættes flere tog i drift og dermed skabe mere kapacitet. Metroselskabets bestyrelse har afsat to milliarder kroner til indkøb af otte ekstra tog, siger Jesper Overgaard til KBH.dk.

Med de mere rummelige tog og flere afgange, bliver ventetiden også nedbragt med et halvt til et helt minut på udvalgte strækninger.

På et gennemsnitligt år har de to eksisterende metrolinjer til sammen 61 millioner rejser om året, men de tal forventer Metroselskabet vil stige til 89 millioner rejser i 2035. 

Det er dog ikke det eneste, som Metroselskabet har i støbeskeen. For når metroen åbner ud til Sydhavnen, bliver der installeret vilde kunstværker på fem nye stationer. 

Lin raser efter møde med ældre mand i bageri på Amager: ‘Jeg fik ondt i maven’