Ventetiden i sikkerhedskontrollen bliver kortere og mere behagelig fremover. Foto: Københavns Lufthavn

Efter mere end to års byggearbejde er den nye sikkerhedskontrol i Københavns Lufthaven nu taget i brug.

Københavns Lufthavn har i dag indviet den nye sikkerhedskontrol, som har været mere end to år undervejs. Det betyder, at rejsende fremover kan benytte sig af en sikkerhedskontrol, som er dobbelt så stor. 

Med det nye og forbedrede kontrolområde på 1.800 kvadratmeter vil den gennemsnitlige ventetid for passagerer efter planen blive nedbragt, mens oplevelsen bliver mere behagelig.

– Den nye, udvidede sikkerhedskontrol er en vigtig milepæl i udvidelsen af Københavns Lufthavn for at skabe plads til flere rejsende og forbedre passageroplevelsen. En god, tryg og forudsigelig sikkerhedskontrol er helt afgørende for en god start på rejsen. Derfor er det vigtigt at skabe de rigtige rammer med masser af plads, lys og ro – og det har vi fået med den nye udbygning, siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

– Vi er jo først og fremmest sat i verden for at give de rejsende en god service og oplevelse, når de bruger lufthavnen, og ikke mindst understøtte, at vi har den bedst mulige tilgængelighed til og fra Danmark – til gavn for turismen og for de mange globale danske virksomheder.

I de to år, hvor ombygning har stået på, har området omkring sikkerhedskontrollen været præget af byggerod og mindre plads, men den gennemsnitlige ventetid for passagerer har alligevel kun været fire minutter og 57 sekunder i 2017.

Foto: Københavns Lufthavn

Thomas Woldbye roser de rejsende for at have udvist tålmodighed i perioden med byggerod.

– Og en lige så stor ros til medarbejderne, der har holdt et højt og effektivt serviceniveau midt i det, der både har lignet og været en aktiv, travl byggeplads.

Den nye sikkerhedskontrol er udvidet til dobbelt størrelse med 1.800 kvadratmeter. Der arbejder 500 medarbejdere i sikkerhedskontrollen, som 30.000 passagerer hver dag går igennem – på travle dage er det endnu flere.

Amager Centret får kæmpe makeover: 20-30 nye butikker og udendørs torv på vej