Når ECCO Walkathon den 8. september går fra Kastellet i København, passerer ECCO en stor milepæl. I år er det 20. år i træk, at ikke bare gåglade danskere, men også deltagere fra lande som Polen og Hong Kong, kan være med til at samle penge til et godt formål.

Tilbage i slutningen af 90’erne ønskede ECCO’s grundlægger Karl Toosbuy at skabe et løb for folk som gerne ville gå. Det blev startskuddet til ECCO Walkathon, der i år ”går en forskel” for 20. år i træk sammen med tusindvis af danskere. Det er igen i år muligt at deltage i hele fire danske byer – København, Aarhus, Odense og Kolding.

Ligesom de forgangne år handler ECCO Walkathon om, at deltagerne “går penge ind med fødderne”. For hver kilometer deltagerne går, donerer ECCO 7,50 kr. til enten Hjerteforeningen eller SOS Børnebyerne. Som deltager bestemmer du selv, hvilken af de to organisationer, der skal modtage dit bidrag.

Vivi Okholm, Global Sponsorship og eventmanager i ECCO, og ansvarlig for ECCO Walkathon, udtaler:

”I mange år har motionstrenden været løb i alle afskygninger, men en gåtur som motionsform vinder større og større anerkendelse i hele verden – og så oplever vi hos Ecco, at det appellerer til mennesker at gå en tur for en god sag. Dette vil vi i ECCO fortsat stadig gerne udnytte til at give tilbage til det samfund både i Danmark og Globalt, som ECCO er en del af. ECCO Walkathon er blevet et succesfuldt tilbagevendende event, som vi i ECCO er stolte af, i år kan fejre 20. år.”

I år vil der igen være ruter for enhver smag i de fire byer. Man kan således både deltage med familien, med vennerne eller tage af sted på egen hånd. I Odense, Kolding og Aarhus kan man vælge mellem Familieruten på seks kilometer, Just Walk ruten på ti kilometer eller Halvmarathon ruten på 21,6 kilometer for de mere gåglade, mens København byder på flere særlige ruter rundt i byen. Der kan læses meget mere på hjemmesiden.

Masser af underholdning for voksne og børn

Der vil også være masser af underholdning at finde til årets gåevent. Her kan man opleve Mads Langer og Sanne Salomonsen – sidstnævnte fyrede også i 1999 op under festen til den første udgave af ECCO Walkathon, så det er en helt speciel sløjfe, der bliver bundet på ECCO Walkathons første 20 år, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse. 

På ECCO Walkathons Familierute kan man i år finde sin indre detektiv frem sammen med Ramasjang Mysteriet, lede efter spor og forhåbentligt hjælpe Kristian med at finde den rigtige skurk. Mere info om programmet offentliggøres senere.

ECCO Walkathon finder sted søndag den 8. september i København. Billetter kan købes på begivenhedens hjemmeside.