Atlanta slår snart dørene op i Gothersgade, hvor der er dømt rendyrket hiphop-stemning. Foto: Atlanta

København får sin første, ægte hiphopbar, når Atlanta slår dørene op fredag.

 – Vi er nogle drenge, som har været rigtig meget i byen i København. Men vi blev rigtig trætte af at høre det samme, slidte housemusik eller Nik og Jay, og så besluttede vi at åbne Atlanta.

Sådan lyder det fra Markus Elberg, der er pr-ansvarlig for Atlanta, der i morgen fredag kan slå dørene op som en rendyrket hiphop-bar på Gothersgade.  

Og musikken og de sprøde toner af hiphop kommer bestemt til at være afgørende for de gæster, der har lyst til at lægge vejen forbi Atlanta. 

– Musikpofilen bliver helt anderledes end hvad man kan møde i København. Det bliver en god blanding af forskellige typer af hip-hop, trap og urban musik. Det mener vi kan tiltale nogle flere gæster til både at danse eller sidde og snakke stille og roligt sammen, siger Markus Elberg til KBH.dk.

Og Atlanta vil skille sig ud fra resten af det københavnske natteliv ved at være et ukrukket og hyggeligt sted, hvilket Markus Elberg mener, at der er et større behov for i København:

– Ja, vi mener helt klart, at der er et publikum. Vi vil slet ikke være kæphøje eller være for langt fremme i skoene, men vi mener, at vores egne erfaringer tyder på, at der mangler et sted, hvor musikken er det bærende element.

Det bliver en uprætentiøs og hyggelig atmosfære, der kendetegner Atlanta, når dørene åbner på Gothersgade. Foto: Atlanta

– Generelt skal Atlanta være et sted, hvor gæsterne føler at de kommer til en fest deres venner og kan hygge sig. Der vil ikke være nogle dyre cocktails, fri bar i de første timer eller lignende gimmicks, som andre klubber slår sig op på. Vi gider ikke at det skal være så prætentiøst, siger Markus Elberg til KBH.dk.

Når Atlanta slår dørene op i morgen fredag, så er der gratis entre, så alle kan kigge forbi og nyde den gode stemning med en kold sjus eller en flaskeøl til kun 15 kroner.

På sigt håber Markus Elberg dog, at gæsterne vil komme tilbage for at opleve musikken.

– Vi håber, at folk kommer og hører musikken og måske også oplever noget nyt musik, som de ikke kender. På et senere tidspunkt håber vi også at kunne få specifikke djs til at kigge forbi, siger Markus Elberg til KBH.dk.

Hvad sker der: Atlanta
Hvornår sker det: Åbner fredag 5. januar klokken 21.
Hvor sker det: Gothersgade 33, København K

Hvis du savner 90’erne: Kom til boyband-banko og efterfest i Folkehuset Absalon