Den 11. november barrikaderer det amerikanske punkband Lille VEGA med vildskab, støjende guitariffs og buldrende trommer.

Ceremony genopliver fortidens punkdyder i VEGA
Den 11. november barrikaderer det amerikanske punkband Lille VEGA med vildskab, støjende guitariffs og buldrende trommer.

I år udgav bandet fra Californien deres sjette langspiller i form af albummet In the Spirit World Now. Kvintetten har igennem de sidste ti år leveret energiske punk-udladninger til publikum verden over.

Albummet er produceret i samarbejde med Will Yip, der tidligere har siddet bag knapperne hos bands som Titelkamp, Circa, Survive og Turnover. Med In the Spirit Word Now balancerer bandet elegant mellem pop-sensibilitet i et støjende inferno af guitarer, trommer og insisterende vokaler.

Lyrisk bevæger forsanger Ross Farrar sig ind i krinkelkrogene af sindets mørke og lyse sider. Forsangeren har studeret og undervist på Syracuse University i poesi, og sangene bærer tydeligt præg af hans tekniske kunnen i det lyriske håndværk. Han fortæller i pressemeddelelsen om arbejdet med teksterne:

“I’ve been very interested in will, as in a person’s faculty of consciousness and how we navigate actions and self-control. I’ve been worried for a long time that my lack of self-control will inevitably destroy me, so any paranoia on that matter is focused on this record.”

In the Spirit World Now er en omhyggeligt sammensat punkplade fra et band, der har rykket sig fra deres hardcore eksperimenter i karrierens spæde start til at implementere popelementer og synth i deres seneste arbejde.

Ceremony er et band i evig musikalsk bevægelse. De navngav deres band som en hyldest til Joy Division-forsangeren Ian Curtis, og de finder inspiration hos bands som Pink Floyd, Joy Division, Negative Approach, Back Flag, Suicidal Tendencies og Tom Waits.

Bandet blev dannet under navnet Violent Word, og udgav i 2005 deres debutep Ruined. Kort tid efter udgav de deres debutalbum, Violence Violence, der blev rost til skyerne af den amerikanske anmelderstab.

Om koncerten med Ceremony

Mandag d. 11. november kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 160 kr. + gebyr