Busstoppestedet er placeret ved Nørrebro Bycenter lige overfor Silvan. Foto: Privat

Et skørt placeret busstoppested på Nørrebro har fået en 30-årig nybagt mor til at kritisere kommunen.

30-årige Louise bor på Nørrebro og har en lille søn på fire måneder. Hun er jævnligt ude og gå tur i lokalområdet med sin barnevogn og kommer ofte forbi Nørrebro Bycenter.

I den forbindelse er der noget, hun har undret sig over, og det har nu fået hende til at rette henvendelse til Københavns Kommune.

For lige ved Nørrebro Bycenter overfor Silvan ligger der et busstoppested for bus 4A, som er placeret ualmindeligt langt inde på fortovet, så det ikke er muligt at trille forbi med barnevognen.  

Som fodgænger er man tvunget til at gå ud på cykelstien for at komme forbi stoppestedet.

– God byplanlægning? Stoppested Nørrebro Bycenter på Lygten. Kunne være dejligt, hvis det blev lavet om, så man kan komme forbi med sin barnevogn, skriver Louise til Københavns Kommune på Facebook.

Hun fortæller til KBH.dk, at hun har ofte har grublet over placeringen af stoppestedet. 

– Jer gået forbi mange gange og har tit tænkt, at det er mega underligt bygget. Det skal så lige siges, at fortovet drejer lidt, så når man kommer fra den anden side, ser der knapt så tosset ud. Men ja, nu har vi fået en lille dreng, og når jeg går forbi med barnevognen, er det ret håbløst. Specielt når der står folk og venter på bussen, siger hun.

Louise fortæller, at hun tidligere har forsøgt at rette henvendelse til kommunen om nogle skæve fortovsfliser, men at hun gav op, fordi der ikke var en nem mulighed for at oplyse om det på hjemmesiden. Og hun ville trods alt ikke bruge tid på at maile eller ringe.

– Denne gang tænkte jeg så, at jeg kunne få hul igennem ved at lægge et billede på Facebook, da de fleste reagerer her for ikke at få alt for dårlig omtale. Jeg har dog ikke hørt noget fra kommunen endnu, siger hun til KBH.dk.

Louise ønsker kun at blive omtalt med sit fornavn.

Har du bemærket lignende besynderlige løsninger i bybilledet? Så vil KBH.dk gerne høre fra dig. Send en mail til [email protected].

Får fik tungen i klemme i øldåse på Kalvebod Fælled: Kunne ikke spise i flere dage