Genkender du dette sæt vielsesringe? Foto: Københavns Politi

Politiet har anholdt en mand, som mistænkes for at have begået 50 indbrud i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg og i villakvartererne omkring Sundbyvesterplads på Amager.

To vielsesringe i sølv er dukket op, efter at politiet har ransaget en adresse og anholdt en mand, som menes at stå bag omkring 50 indbrud på Frederiksberg og Amager.

Københavns Politi efterlyser i den forbindelse Helle og Claus, som blev gift 5. september 2008. Deres vielsesringe er nemlig dukket op efter ransagningen. Datoen 05.09.08 er indgraveret i begge ringe, og politiets håb er, at den særlige detalje gør, at ringene finder hjem.

Ejerne af de to ringe skal muligvis findes på Frederiksberg eller Amager.

Københavns Politi blev i december opmærksom på, at der var sket flere indbrud i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg og i villakvartererne omkring Sundbyvesterplads på Amager.

– Ved at sætte civile patruljer ind i området lykkedes det i januar at anholde en albansk mand, der var i besiddelse af både koben og smykker, oplyser politiet.

Manden er nu anholdt og mistænkt for at stå bag omkring 50 indbrud. 

Ved ransagningen af mandens hjem fandt Københavns Politi en større mængde tyvekoster, som ordensmagten nu håber, at offentligheden kan hjælpe med at identificere, så tingene kan komme tilbage til ejerne. 

Politiet har forsøgt at finde frem til Helle og Claus via kirkekontoret og egne registre uden held og har derfor brug for hjælp til at overbringe dem den glade nyhed om, at deres vielsesringe er dukket op. 

– Vi har brug for jeres hjælp for at blive helt færdig med efterforskningen. Så ved I hvem Helle og Claus er, så ring 114 og fortæl os det. Begge ringe har datoen 05.09.08, oplyser Københavns Politi, som desuden har efterlyst parret på Twitter:

Se flere af de fundne tyvekoster HER – der er både armbånd, halskæder, tasker og ure blandt de fundne sager.

Genkender du nogle af tingene, skal du kontakte politiet på telefon 114. 

Lin raser efter møde med ældre mand i bageri på Amager: ‘Jeg fik ondt i maven’