The Wave vender tilbage til Frost Festival. Foto: Frost Festival

Når Frost Festival løber af stablen i København i løbet af februar og marts måned, bliver det med en lysende, interaktiv kending på plakaten.

Arrangørerne har løbende løftet sløret for dele af programmet, og nu er det officielt, at det interaktive lys- og lydværk The Wave vender tilbage til Ofelia Plads i Indre By mellem 4. februar og 25. marts. 

– Frost Festival skaber liv og lys i vintermørket. Med skræddersyede koncerter og ikke mindst med lysinstallationer, som kan lade de mentale og sociale batterier op. Sidste år tog københavnerne og byens gæster imod The Wave med åbne arme, siger Mikael Pass, der er direktør for Frost Festival.

– Det var fantastisk at følge, hvordan dens liv spredte sig fra Ofelia Plads og ind på sociale medier, og vi er meget glade for at den 80 meter lange skabning vender tilbage til vintermørket under årets festival. Det samme gælder lysterapibaren, der også gjorde sit indtog på sidste års Frost og som i år er kommet under kærlig behandling af nogle af landets dygtigste designere, tilføjer han.

Den 80 meter lange lyd- og lysinstallation havde premiere under sidste års Frost Festival og lyste op som et fyrtårn i det københavnske vintermørke på Ofelia Plads på Kvæsthusmolen ved siden af Skuespilhuset med udsigt til Operaen og Amalienborg. 

The Wave har netop været udstillet til lysfestivalen Lumiere ved Themsen i London, hvor mere end 130.000 gæster besøgte værket.

I 2017 var københavnernes modtagelse af det interaktive værk så god, at Frost Festival har besluttet, at The Wave, som er skabt af lysdesignkollektivet Vertigo, skal være en del af festivalen igen i år. 

Foto: Frost Festival

Foto: Frost Festival

Der er dog en lille forskel fra sidste år, da The Wave i år har fået komponeret to nye lys- og lyduniverser.

– Det første er af visual artist Frederik Svanholm fra Vertigo og musiker og komponist Mikkel Meyer. Den 25. februar får The Wave et nyt udtryk, hvor både lys- og lydside er skabt af Jonas Fehr, som fortolker den maritime historie på Ofelia Plads, oplyser Frost Festival.

The Wave består af 80 censorer fordelt på 40 trekantede porte, som er fire meter høje, og værket er på den mdåde programmeret til at reagere med lys og lyd på besøgendes bevægelser gennem installationen.

– På den måde er de besøgende kontinuerligt med til at skabe værkets udtryk ud fra Vertigos produktioner.

Foto: Frost Festival

Hvad sker der: The Wave på Frost Festival
Hvor sker det: Ofelia Plads, København K
Hvornår sker det: 4. februar til 25. marts 2018 – alle dage 06-24

Palads fylder 100 år: Fødselsdag fejres med gratis popcorn til alle