Københavnere og turister på juleshopping er ikke alene. Lommetyve er på spil i hovedstaden – men civilklædte betjente er lige i hælene på dem.
Det er et værre cirkus at shoppe julegaver i disse dage.
Der er trængsel og tumult i butikkerne, og derfor er lommetyvene på spil ved de travleste steder i byen som Strøget, Nørreport og andre lokationer i Indre By,
Derfor gør Københavns Politi opmærksom på, at der i disse dage er civilklædte betjente på gaden, der ‘jager’ lommetyvene i håb om at nappe dem på fersk gerning.
– Det er jo en løbende indsats, og rigtig mange mennesker vil aldrig nogensinde opdage betjentene i civil. Men vi vil bare gerne gøre opmærksom på, at vi selvfølgelig er til stede på gaden, særligt de steder, hvor der er mange mennesker, der kan støde ind i hinanden, lyder det fra Brian Belling, der er vicepolitiinspektør og ansvarlig for Københavns Politis indsats mod lommetyve.
Præcis hvor mange politibetjente, der går rundt i civil på gaden, vil Brian Belling ikke afsløre, men det er særligt i de travle områder i centrum af København, hvor der er mange mennesker, at politiet holder vågent øje.
– Det er klart, at her i juletiden er vi er meget opmærksomme i området omkring Nørreport Station, hele Strøget og generelt i Indre By. Men vi kigger også ved busser og stationer, hvor mange mennesker går ind og ud af offentlig transport og man kan støde ind i hinanden, siger Brian Belling til KBH.dk.
København er plaget af mange lomme- og tricktyverier, og faktisk bliver to ud af tre tyverier på gaden begået i København.
Tal fra Rigspolitiet viser, at der blev anmeldt 13.013 taske-, lomme- og tricktyverier i København i første halvår af 2017. På landsplan blev der i samme periode anmeldt 19.596 tyverier, viser en opgørelse, som KBH.dk har fået indsigt i.
Langt de fleste gadetyverier sker altså i hovedstaden.
Bliver man udsat for det ubehagelige tyveri på gaden, er det meget vigtigt at anmelde tyveriet til politiet med de nøjagtige detaljer, da det har stor betydning for politiets arbejde.
– Det er rigtig vigtigt, at man anmelder det, og jo flere anmeldelser vi får, jo bedre et billede kan vi danne os af tyvenes operationer. Vi analyserer ud fra anmeldelser fra de forurettede, hvordan lommetyvene arbejder, hvor de befinder sig og i hvilke tidsrum. Anmeldelserne giver en stor viden, som vi så kan bruge på gaden, siger Brian Belling til KBH.dk.
Man skal derfor huske at beskytte sin pinkode ekstra godt, hvis man skal hæve penge eller optanke sit rejsekort og holde koden skjult ved at holde hånden over tasterne.
Men føler man sig decideret overvåget, eller er en person i køen eller bussen meget nærgående, så har Brian Belling et godt tip, der kan få tyvene til at smutte i en fart.
– Det allerbedste fif er simpelthen at henvende sig vedkommende og gøre opmærksom på sig selv. Hvis man vender sig om og spørger; ‘hvad kan jeg hjælpe dig med’, så bliver tyvene ofte skræmt og søger andre steder hen, siger Brian Belling til KBH.dk.