Da Dennis Hansen var i færd med at renovere Centralpostbygningen på Tietgensgade ved Hovedbanen, fandt han pludselig et gammelt postkort. Nu efterlyser han modtageren, så det kan nå frem trods 42 års forsinkelse.
Det er langt fra alle, der stadig sender et klassiske julekort til familie og venner.
Den gamle juletradition, der i de gode gamle dage skabte travlhed for postbudene, er blevet erstattet af elektroniske hilsner, som når frem med det samme.
Men der var altså engang, hvor folk var flittige til at skrive julekort, og det præcis sådan et – fra gamle dage – Dennis Hansen fandt på sit arbejde forleden.
– Jeg arbejder som nedriver i et firma, hvor jeg i øjeblikket arbejder på Centralpostbygningen i Tietgensgade på Vesterbro. Jeg var på arbejde i går og og fjernede dele af et gammelt køkken, og pludselig lå kortet på gulvet foran mig, fortæller Dennis Hansen til KBH.dk.
Da han kiggede næmere på kortet, viste det sig, at det var et ualmindeligt gammelt postkort, som den 36-årige nedriver fra Kastrup havde fundet.
– Jeg troede først, at det var en gammel reklame, men så kunne jeg se frimærket med poststempel og den lille julehilsen, der var skrevet bagpå, siger Dennis Hansen.
På bagsiden af det gamle postkort kan man læse, at kortet skulle være nået frem til modtageren i julen 1975 fra Norge – altså for 42 år siden.
Modtageren skulle eftersigende være en fru Sichlau, der i sin tid boede på Almegårds Allé i Kastrup. På kortet kan man læse den søde julehilsen:
– Hermed min julehilsen med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår. Tak for gode stunder i dit hjem. Min tanker går ofte til Danmark, håber alt er vel. Ha’ det godt, hjertelig hilsen Astrid.
Da Dennis Hansen selv bor i Kastrup, var det oplagt at efterlyse modtageren af julekortet på Facebook, og det har givet nye oplysninger i sagen.
– Det er jo meget sjovt at se, om man kunne finde modtageren efter så mange år, og jeg kan se på Facebook, at der er flere, der har forsøgt at finde familien eller slægtningene til fru Sichlau, som der vidst nok står på kortet, siger Dennis Hansen.
På Facebook har flere lokale borgere hjulpet med at opklare hvem fru Sichlau kan være, og en af de lokale borgere i Kastrup kunne genkende navnet.
Boede i København
Charlotte Lund har fundet ud af, at en Nancy Sichlau boede på Almegårds Allé i København. Hun gik dog bort i 1976.
En anden borger på Facebook, Michelle Mertiniz, bor på samme vej og har set navnet på en postkasse, og derfor vil Dennis Hansen nu personligt aflevere det forsinkede julekort.
– Det viste sig, at navnet faktisk stadig står på en postkasse på vejen, som kortet er adresseret til. Derfor vil jeg køre forbi adressen efter arbejde og banke på og se, om der eventuelt er nogen, der kender hende.
– Det kunne være lidt sjovt sprede lidt glæde ved at kortet kunne finde den rette modtager, siger Dennis Hansen til KBH.dk.
Arbejdet med at renovere den gamle centralpostbygning er i fuld gang, da den tomme bygning snart bliver genåbnet som hotel. Det skyldes at byggeprojektet på Postgrunden efter lang tids overvejelse endelig har fået grønt lys af kommunen
Seneste nyheder
Husk at komme igen og læse vores nyheder fra København og omegn. Vi bringer dagligt seneste nyt om hvad der sker i hovedstaden.