Lokalplanen for Postgrunden er nu blevet vedtaget, og derfor må den tidligere postterminal lade livet til fordel for det omstridte højhusbyggeri.
Kører man ned af Bernstorffsgade og forbi Hovedbanegården og fortsætter ned mod Politigården, så kan man tydeligt spotte den bastante, grå bygning, der udgør den gamle postterminal på højre hånd.
Den nuværende postterminal, der har stået i midten af København siden 1979 får dog ikke lov til at stå ubrugt hen, nu hvor PostNord er fraflyttet terminalen.
For torsdag aften kunne et flertal i Københavns Borgerrepræsentation stemme endeligt for lokalplanen for området, der betyder at postterminalen nu skal rives ned til fordel for det spritnye Postgrunden.
Byggeriet er designet af arkitekt Lundgaard og Tranberg, der også har tegnet Axel Towers.
Her går de cirkelformede tårne igen i designet, da der i alt skal opføres syv tårne, hvor den laveste lander på 28 meter, mens den højeste bliver Københavns højeste tårn med sine 115 meter.
I alt bliver der bygget 180.000 kvadratmeter byggeri, hvor tårnene, der udgør en femtedel af byggeret, er forbeholdt boliger.
Resten af bygningerne bliver ejendomme, der skal bruges til erhverv og udgøre et nyt forretningsområde, hvor Danske Bank blandt andet skal have sit nye hovedkvarter.
Dermed får cirka 5.000 borgere sin arbejdsplads i det nye Postgrunden, hvor der også graves ud med parkeringskælder til 1.500 parkeringspladser.
Det er dog ikke alle bygninger, der forsvinder i området.
Den nuværende historiske centralpostbygning fra 1912 bliver stående og skal i fremtiden være et hotel.
Postgrunden bliver desuden åbnet op via pladser og promenader mellem bygningerne, som københavnerne kan udnytte som et grønt område i midten af byen.
Det er Danica Pension, der er bygherre på projektet, der forventes at koste cirka fem milliarder kroner, og her er man naturligvis lettet over den politiske opbakning og endelige godkendelse af projektet.
– Vi er glade for den endelige vedtagelse, som kommer til at give København et nyt, centralt byområde med erhverv, boliger og rekreative områder. Den hævede bypark bliver et helt særligt sted med nye, grønne forbindelser gennem byen, siger ejendomsudviklingsdirektør for Danica Ejendomme, Robert Nellemann.
– Lokalplanprocessen har været lang og grundig, og det har gjort projektet bedre; for eksempel flere indgange til parken og lavere bygningshøjder mod den eksisterende by, siger han til KBH.dk.
Nu afventer Danica Ejendomme at kommunen udsteder en bekendtgørelse om den endelig lokalplan, hvorefter at den eksisterende postterminal skal rives ned i løbet af 2018.
Postgrunden skal efter planen stå endelig færdig i 2023.
Det er dog ikke alle, der har været lige begejstret for byggeriet. Teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell har tidlgere kaldt byggeriet af de høje tårne ‘bindegalt’.