Tivoli har i dag løftet sløret for et internationalt navn, der bliver en del af programmet for Fredagsrock i Tivoli 2018. Norske A-ha lægger vejen forbi Plænen.
A-ha har ikke spillet koncert i Danmark siden 2002, så det bliver en enestående chance for at se bandet live og skråle med på Take On Me, når de norske verdensstjerner optræder i Tivoli til sommer.
A-ha går på scnenen 27. juni klokken 22, og det bliver bandets eneste koncert i Danmark i år, som spilles i forbindelse med deres Electric Summer 2018-turné, hvor de gæster flere lande for at spille nyt materiale og gamle hits.
Fans af A-ha kan sikre sig en særlig billet til Inner Circle, som er helt tæt på scenen. Ellers er det som altid gratis at deltage i Fredagsrock i Tivoli, når man blot betaler almindelig entré.
A-ha toppede hitlisterne i 1984 i Europa og USA med hittet Take On Me, der blev spillet på MTV igen og igen. Det norske band fortsatte derefter med producere hits som The Sun Always Shines on TV, Forever not Yours og Manhattan Skyline.
Derudover lavede de titelsangen til Bond-filmen The Living Daylights.
– A-ha veksler mellem synthpoppede hitliste pletskud og storslåede ballader båret af forsangeren Morten Harkets karakteristiske vokal og bakket op af guitarist Pål Waaktaar-Savoy og Magne Furuholmen på keyboard, lyder Tivolis beskrivelse af bandet.
– Er man født i 1980 eller før står a-ha stadig lysende klare. Det gælder ikke mindst numre som The Living Daylights og Take On Me samt den ikoniske musikvideo til sidstnævnte. Den gode nyhed er, at de kommer til København for første gang i 15 år. Og den endnu bedre nyhed er, at bandet er meget mere end et nostalgi-act, siger Nikolaj Koppel, der er underdirektør for Kultur i Tivoli.
– De kommer i topform og med nye, flotte anmeldelser fra ledende britiske kritikere. a-ha bliver utvivlsomt en af de store koncertoplevelser i Tivolis helt særlige atmosfære, der dufter af sommer, fællesskab og tradition hver eneste fredag i hjertet af København, tilføjer han.
Salget af billetter til koncerten med A-ha i Inner Circle begynder 26. januar klokken 10 hos Billetlugen.dk. Har man årskort til Tivoli, kan man allerede købe Inner Curcle-billet fra 25. januar klokken 10.
Fredagsrock i Tivoli bliver sparket godt i gang af Christopher 13. april, og resten af programmet bliver offentliggjort til marts.
Varm om til koncerten med den ikoniske musikvideo herunder.
Palads fylder 100 år: Fødselsdag fejres med gratis popcorn til alle