Rundetårn i indre by skulle have været prydet med en flot japansk kuppel og en rutsjebane langs tårnets sneglegange, men den ide er nu sløjfet. Det var ikke muligt at skaffe tilladelser og midler til projektet, og det ærgrer ledelsen i Rundetårn.

Kinesiske, svenske og danske turister får ikke mulighed for at besøge en anden og mere spektakulær udgave af Rundetårn i den nærmeste fremtid. Det var ellers planen. 

Den japanske kunstner Tadashi Kawamata skulle have lavet en stor glaskuppel omkring den øverste del af Rundetårn, så folk kunne have stået med forsat udsigt til København og himlen, men bag nydeligt glas. Udsmykningen skulle have været lavet i samarbejde med den danske kunstner Kaspar Bonnén. Kawamata skulle også have bygget en enorm rutsjebane på hele 130 meter, der skulle have snoet sig hele vejen ned langs tårnets sneglegange. Den længste rutsjebane i byen. Men ak. Den ide bliver desværre ikke til noget.  

Men det er ikke lykkedes arrangørerne at skaffe de fornødne midler og tilladelser til projektet. 

De oprindelige projektplaner bestod i markeringen af 150-året for diplomatiske forbindelse mellem Danmark og Japan, og Kawamatas ide om en kuppel på toppen af Rundetårn samt en rutsjebane i sneglegangen skabte stor opmærksomhed.

Direktør i Rundetårn, Jesper Vang Hansen, fortæller til KBH.dk, at det ikke var med hans gode vilje, at projektet i sin tid blev offentliggjort, før det var hentet midler og tilladelser til det.

Foto: Rundetårn / AB Clausen

– Det ærgrer mig, da det har skabt store forventninger – ikke mindst fordi pressen jo lader sig indfange af et spektakulært projekt. Det var et kunstprojekt og ikke et byggeprojekt, så jeg kan ikke gå nærmere ind på, hvorfor fonde og fredningsmyndigheder vælger at sige fra, siger han om beslutningen.

Tadashi Kawamata er kendt for sine installationer i genbrugstræ på bygninger. Blandt andet har han i Paris bygget en træhytte i Napoleons Vendôme-søjle og overdækket en staldbygning i Versailles med 500 aflagte frugtkasser.

Når nu det store kunstprojekt falder til jorden, må vi hellere høre Rundetårn ad, om de har andre planer for udsmykning af facaden i stedet.

– Vi har planer om at restaurere indskrifttavlerne på portalen, men det er næppe en sensationel nyhed, fortæller Jesper Vang Hansen. Måske ikke. Det kunne ellers have været sjovt at få lidt spræld i den ældgamle bygning i Købmagergade, siger Jesper Vang Hansen til KBH.dk.

Foto: Rundetårn / AB Clausen

Rundetårn fortæller, at i stedet for det tværkunsteriske projekt præsenteres en soloudstilling i Rundetårns bibliotekssal, hvortil Kaspar Bonnén har skabt en række værker og kunstinstallationer, som præsenteres under titlen VANDRINGER i ukendt geometri. Udstillingen åbner den 25 november. 

Kong Christian den 4 opførte det originale bygningskompleks Rundetaarn bestående af Trinitatis-kirke og Rundetårn tilbage i 1637. Tårnet stod færdigt i 1642, mens kirken først var færdig 14 år senere. Tårnet er udelukkende bygget til astronomisk observatorium og fungerer ikke som kirketårn, da klokkerne hænger i en såkaldt tagrytter i kirkens modsatte ende. Rundetårn er 41,5 meter højt.

Klik her for at blive medlem af vores Facebook-gruppe KBH.