Foto: Danske Spil

”Når der står penge på kontoen, så skal de bruges!” Sådan lyder det fra en nybagt Lotto-millionær fra København, der ikke holdt sig tilbage efter at have vundet 1.000.000 kroner. Nu fortæller hun, hvordan pengene røg direkte ud til glæde for venner, familie – og kollegaer.

Hvor lang tid ville du være om at bruge en million, hvis du pludselig fik den ind på kontoen? For en kvinde fra København blev svaret klart: Ikke længe.

Hun vandt for nylig 1.000.000 kroner i Lotto og opdagede det på lidt af en usædvanlig måde:

“Jeg sad på kontoret og skulle tjekke, om jeg havde betalt en regning. Og så stod der 1.000.000 på min lønkonto! Jeg var bare: ’What the f…!?’”

Det var Danske Spil, der havde sat pengene ind – og chokket blev hurtigt til glæde. Hendes kollegaer fik straks del i festen:

“Jeg kan jo ikke holde min mund, så alle kom hen og kiggede. Og så gav jeg kage til hele kontoret,” griner hun.

Drinks, gæld og gaver til børnene

Men kagen var kun begyndelsen. Den københavnske vinder valgte at fejre sin gevinst med det samme – og ikke kun for sin egen skyld:

  • Gæld blev betalt af
  • Børnene fik penge til at “solde for”
  • Vennerne blev forkælet med drinks og god middag
  • Og ja – der blev også købt koncertbilletter

“Penge skal bruges på at glæde folk,” siger hun og understreger, at det hele handler om at dele glæden.

Har stadig over en halv million tilbage – og én stor drøm

Selvom en del af millionen allerede har fundet nye ejere i form af gode oplevelser og gaver, er kvinden ikke færdig med at bruge sin gevinst – men nu med lidt mere omtanke:

“Jeg prøver lige at holde igen nu, for jeg vil gerne bruge resten på et fedt sommerhus. Og det handler jo om beliggenhed – det kan du ikke male dig til. Du kan simpelthen ikke male dig til en havudsigt,” siger hun.

Kvinden fra København er nu officielt medlem nummer 4.760 i Danske Spils Millionærklub – og hun har allerede gjort sig fortjent til titlen som én af landets mest gavmilde vindere.