Costco

Kevin McGovern / Shutterstock.com

Der er ikke noget at sige til, hvis du aldrig har hørt om supermarkedskæden Costco før. Den findes nemlig ikke i Danmark.

I USA er det til gengæld en gigantisk kæde, og den er super populær hos amerikanerne.

En af de ting Costco særligt udmærker sig for, er deres billige priser, og enorme udvalg. Hos Costco plejer de dog at sælge i store mængder, så i stedet for en lille pose havregryn, kan du se frem til en pose med hele 5 kg.

Den 1. juli åbnede Costco op i Sverige, og heldigvis for københavnere og andre købeglade sjællændere, så befinder butikken sig mere præcist i Malmø, som blot ligger 50 minutters køretur fra Indre by.

Den store Costco forretning er på intet mindre end 14.600 m2, så der er mulighed for at finde produkter til enhver smag, og så til en ganske billig pris.

Den svenske krone er nemlig lav, så det kan give rigtig god mening for danskere at tage turen over Øresund for at lave storindkøb til de næste mange måneder.

Kan handle i alle butikker verden over

Du skal dog være opmærksom på, at du ikke bare kan køre til Malmø og tøffe ind i butikken. Costco kræver nemlig medlemsskab, hvilket er en af årsagerne til, at de kan holde varerne så billige.

Det koster lige nu 500 svenske kroner for et års medlemsskab, som svarer til 334 danske kroner. Du skal ikke handle mange gange, før det har betalt sig ind igen.

Medlemsskabet gælder dog ikke kun i Malmø. Når først du er medlem, kan du bruge det i alle Costco-butikker i hele verden.

Billig brændstof til hjemturen

Foruden de billige varer, så er der også mulighed for at tanke meget billig benzin og diesel. På den svenske Costco-hjemmeside skriver de, at medlemmer kan tanke blyfri benzin til 14.35 svenske kroner literen, og det svarer til kun 9.61 kroner.

Premium diesel står til at koste 9.90 danske kroner pr. liter.