Danske fodboldfans er bestemt ikke begejstrede for en ny reklame fra Carlsberg. Bryggeriet lover gratis fadøl som plaster på såret.
En reklame fra den danske bryggerigigant Carlsberg har i den grad fået fodboldfans til at tvivle på Carlsbergs loyalitet.
En reklame i anledningen af fodboldkampen mellem Danmark og Irland rammer nemlig danske fodboldfans lige i hjertekammeret.
For på Twitter har vakse brugere nemlig spottet en reklame for Carlsberg, der tilsyneladende støtter Irland, når Danmark i dag skal spille VM-kvalifikationskamp mod Irland i Dublin, skriver TV2 Lorry.
– Kom så Irland (sig ikke noget til chefen i København), står der på engelsk på den store plakat.
Det har fået Dansk Boldspil Union til tasterne:
– Hej Carlsberg. Burde I ikke tage en snak med jeres irske afdeling? Probably… Betyder det kvajebajer til de 2400 danske fans i Dublin?, skriver DBU drillende på Twitter.
Hos Carlsberg griner Kasper Elbjørn, der er pressechef for Carlsberg over tanken om en kvajebajer. Men faktisk vil Carlsberg gerne give de danske fans lidt at styrke sig på, når de lander inden kampen, og lover at der står 100 fadøl klar til de danske fans, når de lander
– De står faktisk klar i lufthavnen, når de lander. Der står 1000 kolde Carlsberg-fadøl klar i lufthavnen til de danske fans, når de lander derovre, siger Kasper Elbjørn til TV2 Lorry.
Han understreger, at det ikke har noget med reklamen at gøre, men var planlagt på forhånd.
Herefter bliver de danske fans fragtet videre til en klassisk irsk pub, hvor Carlsberg selvfølgelig også flyder fra hanerne. Og selvom reklamen nok er lidt for kæk for de danske fans og både fodbold, såvel som Carlsbergs øk, så er er der hos Carlsberg ingen tvivl om, hvem der gerne må vinde, når de to lande mødes på banen i aften.
– Nu venter vi bare på, at danskerne gennembanker Irland, så vi kan komme til VM i Rusland. Og vi er sponsorer af landsholdet, så vores loyalitet ligger selvfølgelig helt kart hos de danske spillere, understreger Kasper Elbjørn til TV2 Lorry.
I lørdags spillede de to lande i Parken, hvor kampen endte 0-0. Derfor skal de danske drenge som minimum spille uafgjort, hvis Danmark skal sikre sig en plads i VM-slutrunden i Rusland til sommer. Kampen starter klokken 20.45 i aften.
Hvis man ikke skal til Irland og se kampen, så er der også andre måder, hvorpå at man kan dele fodbolddramaet sammen med ligesindede, når landskampen mod Irland bliver vist på storskærm på Rådhuspladsen i aften.