Både elever og beboerne i området kan se frem til den nye skole i Ørestad, Arenakvarterets Skole. Den sætter nye standarder for, hvordan skole og fritidsaktiviteter kan gå hånd i hånd.

Det bliver totalentreprenøren BAM Danmark A/S i samarbejde med Rubow Arkitekter, Nøhr & Sigsgaard Arkitekter og Rambøll Rådgivende Ingeniører, der skal opføre et af Københavns største skoleprojekter til dato.

BAM vandt det netop gennemførte udbud. I tildelingen er der lagt vægt på, at bygningen, som bliver nabo til Royal Arena, skal leve op til en vision om at skabe et fælles, kommunalt hus, hvor både elever, naboer og københavnere kan få gavn af faciliteterne i store dele af døgnets timer.

Den nye skole bliver firesporet med skole, madskole, idrætshal og svømmehal. Opdraget er, at skolen skal danne ramme om en ny pædagogisk vision: Der er lagt op til en række spændende anvendelsesmuligheder med fx tagflader, der kan benyttes til udendørs undervisning og faglokaler, som samles i et værkstedstårn.

”Skolen er Københavns hidtil største skolebyggeri og er meget mere end blot en skole. Svømmehallen og idrætshallen inviterer københavnerne indenfor og vil myldre af liv – også efter skoledagen er slut. Jeg glæder mig meget til at give byen et nyt fællesrum for læring, sport og fritid”, siger overborgmester Frank Jensen (S). 

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) bakker op:

”Den nye skole tilfører Ørestad en række nye faciliteter, og det vil være med til at styrke lokalområdet. Sammen med de andre skoler i området får vi nu endnu bedre rammer for leg og læring for vores børn og unge og samtidig helt nye muligheder for aktivitet også i fritiden”.

”Det er vigtigt at skabe rammer, der rummer hele børnelivet, når vi bygger nyt. Derfor glæder jeg mig over, at der med det nye byggeri i Arenakvarteret er tænkt over at binde skole, idræt, fritidsliv og madlavning sammen. Og så ser jeg frem til, at Ørestad snart får nye idrætsfaciliteter, som både kan bruges af elever og foreninger,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

”Vi er utroligt stolte over – i samarbejde med vores arkitekter og rådgivere – at kunne bidrage til den videre udvikling af Øresundsregionen med dette ikoniske skoleprojekt”, udtaler Managing Director i BAM Danmark, Bo Svendsen.