Der bydes på vildmarksbade, saunagus og masser af afslappende samvær, når der afholdes saunafestival på Refshaleøen. Foto: Sauna Event

Flere skal forkæle sig selv i vinterkulden. Saunafestival på Refshaleøen byder på et hav af varme oplevelser.

Det er ikke nemt at finde varmen andre steder end under dynen i disse dage.

Bevæger man sig udenfor på gaderne, så mærker man hurtigt, hvordan at kulden niver i kinderne og får tænderne til at klapre. Men faktisk så spiller kulden også en rolle, når der bydes på Saunaevent 2018 på Refshaleøen i midten af marts.

– Det man kan opleve, er at træde ind i den her saunalandsby, hvor man kan nyde lidt elektronisk musik, hvor at man ligesom kommer ind i et sanseligt rum og simpelthen slapper helt af, siger Thomas Asferg til KBH.dk.

Han er formand for Danske Naturister og medarrangør for Saunaevent 2018, hvor at alle kan komme og opleve glæden ved at gå fra de minimale temperaturer i kulden til at opleve varmen i de mange opstillede saunaer i Minefeltet på Refshaleøen.

Og i år er det særligt en type saunaer, som kan varme københavnernes kroppe godt igennem. Alle saunaer er nemlig brændefyret, hvilket betyder at man kan opleve en helt anden strålevarme, når man sætter sig ind i de mobile saunavogne eller telte og få varmen.

Desuden vil der også være saunagus, bade i vildmarksbade og tage en kold dukkert i havnen.

I Minefeltet på Refshaleøen opstår en hel landsby, hvor folk vinterbader, hygger og går i sauna.Foto: Sauna Event

Det er komplet valgfrit om man bruger badetøj eller ej. Foto: Sauna Event

Og i sagens natur vil der også være mange, der nyder tiden i sauna iført det rene ingenting, og den lille festival har højt nok til loftet til at kunne se gennem fingre med lidt bar hud.  

– Det hele går ud på at få varmen i godt selskab, og derfor er alle meget tolerante overfor hinanden, uanset om man kommer i det rene ingenting eller i badetøj, hvilket tydeligt viser, at  der stadigvæk frisind tilbage her til lands. Og nogle kommer først i badetøj og dropper det siden i løbet af dagen af ren og skær lyst, siger Thomas Asferg til KBH.dk.

På festivalen kan man for alvor komme hinanden ved og slappe af i de rolige omgivelser. Foto: Sauna Event

I alt er der 400 billetter til salg til arrangementets to dage, men allerede nu er de første 100 billetter blevet revet væk efter kun tre dage.

– Der er ingen tvivl om at det er populært blandt mange københavnere, og vi får rigtig mange gengangere, der er ville med en tur i sauna. Det er en meget fin blanding af rutinerede vinterbadere, men også nye, der kan komme til at fryse en del i de kolde grader, der er udenfor lige nu.

– Så man får også lidt hår på brystet under dagene, understreger Thomas Asferg til KBH.dk.

Det koster 175-200 kroner per dag at deltage i Saunaeventet, som har været udsolgt de sidste tre år.

Hvad sker der: Sauna Event 2018 på Refshaleøen
Hvor sker det: Minefeltet, Refshaleøen
Hvornår sker det: Fredag 16. marts til og med lørdag 17. Marts. Fredag fra klokken 16 til 23 og lørdag fra klokken 14 til 22. 

Nyd de fede diskotoner på isen, når Strøm Festival afholder skøjtedisko på Frederiksberg