For første gang i 18 år for Fisketorvet en velvoksen udvidelse og bliver dobbelt så stor.
Siden 2000 har Fisketorvet, som vi kender det i dag, prydet Kalvebod Brygge, og shoppingcentret har haft en stor rolle for at tiltrække liv og besøgende mod området ved Dybbølsbro.
Men snart får shoppingcenteret en tiltrængt udvidelse og bliver væsentligt større.
For frem mod 2024 får det ikoniske shoppingcenter gevaldigt vokseværk og et helt nyt udseende, når centret udvides med 70.000 kvadratmeter.
Der kommer bestemt nye butikker, der får glæde af 15.000 nye kvadratmeter, og ifølge Københavns Kommunes lokalplan, så vil de aktuelle byggeplaner give 1500 arbejdspladser og 10 millioner kroner i kommunekassen.
Men det bliver især nye kontor- og hotelfaciliteter, der skal bygges op omkring de eksisterende bygninger, der samtidig giver Fisketorvet et helt nyt udseende ud mod havnefronten og hele vejen rundt til Kalvebod Brygge.
Byggeriet inkluderer også grønne taghaver og et mere grønt og indbydende promenadeareal, hvor man bedre kan slænge sig med fødderne i havnekanalen.
I dag består Fisketorvet af 93 butikker, 20 restauranter og en biograf. Men med den nye udvidelse, så vil shoppingcenteret også danne ramme for den nye metrostation Havneholmen, der er en af de i alt fem metrostationer, der udgår Sydhavnslinien.
Det er langtfra det eneste, der skal ske på Kalvebod Brygge. For den svenske møbelgigant IKEA skal også bygge en kæmpe møbelforretning på 37.000 kvadratmeter, der bliver IKEAs absolut største investering i Danmark nogensinde.
Samtidig har overborgmester Frank Jensen (S) store planer for det nærliggende jernbaneterræn, der skal bygges om til billige boliger, centralt i København – en vision, som de lokale beboere bestemt ikke deler.
Oplev landets største turnering for computerspil, når Copenhagen Games indtager Bella Centeret