I aften mødes bekymrede borgere til et endeligt borgermøde, hvor man vil forsøge at finde en endelig redning af Slagtergårdene på Vesterbro.
– Nu er timeglasset for alvor ved at løbe ud, og nedrivningen er begyndt. Der er blevet givet nedrivningstilladelse af kommunen, og den første udlejer blev opsagt i går.
For 54-årige Peter Omdal så er det ved at være sidste udkald. Absolut sidste chance for at redde de gule Slagtergårde, der har ligget på Vesterbro siden 1860’erne. I slutningen af november blev beslutningen dog endeligt truffet af Københavns Borgerrepræsentation – Slagtergårdene skal rives ned.
Men Peter Omdal er ikke klar til at give op endnu.
Han er mødeleder på det borgermøde, som i aften skal afholdes på Klubben, lige ved siden af Slagtergårdene, og her vil de bekymrede københavnske borgere forsøge at finde et smuthul, der alligevel kan redde Slagtergårdene.
– Nu vil vi prøve at organisere de 9.500 mennesker, der har skrevet under på at bevare slagtergårdene. Selv Slots- og Kulturstyrelsen har sagt, at hele miljøet omkring slagtergårdene er bevaringsværdigt.
– Der må simpelthen sidde en masse kloge mennesker, der ved noget mere om den her sag, og jeg håber, at vi nu kan koordinerer indsatsen for ellers render det ud i sandet, siger Peter Omdal til KBH.dk.
Peter Omdal mener, at der stadigvæk er håb, hvis arbejdsgruppen kan få museer til at støtte op om bevarelsen, og påvirke politikerne på rådhuset.
– Vi håber, at vi i sidste ende kan få politikerne til at indse, hvilen fejltagelse, der er blevet begået. Det er ganske enkelt tragisk. I skrivende stund er der lidt over 200 mennesker, der har vist interesse for mødet i aften, og det er ‘helt overvældende’ lyder det fra Peter Omdal.
Han opfordrer derfor alle bekymrede borgere til at møde op på Klubben ved Tove Ditlevsens Mindehave i aften klokken 18.30 og give et sidste forsøg på at redde Slagtergårdene.
Busterminal lader vente på sig: ‘Forholdene i Ingerslevsgade er ikke en moderne storby værdig’