Den mørkere og køligere årstid er over os, og de lange lyse nætter, varme sommerdage og lune aftener er væk.
Vi må vente 8-10 måneder på de varme dage igen, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan hygge os – vi danskere er verdensmestre i hygge, og derfor rykker vi selvfølgelig bare inden døre, når vejret bliver køligere og blæsten tager fat. For at få det bedste ud af efteråret og vinteren, kan der laves ændringer i boligen, så vi bringer efteråret med ind. Læs med her og bliv inspireret til, hvordan du indretter boligen efterårsagtigt.
Bring elementer fra naturen ind i boligen
Om foråret og sommeren giver det et frisk pust til hjemmet at bringe nye, grønne skud og flotte, farverige blomster ind på bordene og i vindueskarmene. Det er ikke muligt i samme grad, når efteråret har taget sit indtog, og bladene falder af træerne. Til gengæld er naturen om efteråret fuld af spændende planter, frø og nødder, som pynter i hjemmet.
Eksempelvis kan en gåtur i en park føre til en pose fuld af kastanjer, som pynter flot i en krukke eller et fad blandt stearinlys. Eller et blad, der har skiftet farve, og nu har smukke røde og gule nuancer, kan tørres og hænges i en ramme. Tørrede kviste og grene kan også pynte i en stor gulvvase, og i oktober er der anledning til at bringe orange farver ind i form af udhulede græskar til halloween – mulighederne er mange for at bringe naturlige elementer ind i hjemmet om efteråret.
Pynt op med mørkere, varmere og dybere farver
Efterårsmånederne er gode tidspunkter at bringe mørkere og dybere farver ind i hjemmet. Rustrøde og sennepsgule sofapuder og varme plaider vil pynte og bringe hygge til stuen, og sengetøj i grå eller brune toner kombineret med puder og et sengetæppe i samme toner gør soveværelset til en hule, hvor man kan føle sig tryg og slappe af.
Brug rå og rustikke materialer
I de seneste år har rå materialer været en stor del af indretningen i de nordiske hjem, og i år er ingen undtagelse. Køkkentrends som rå, mørke plankeborde skaber en god kontrast til en minimalistisk indretning, og skærebrætter og serveringsfade i upoleret træ, eventuelt stadig med bark på, giver en anderledes og mere rustik måde at servere maden på.
Selve køkkenet er ingen undtagelse for at bringe efteråret ind i hjemmet – hvis du alligevel står og skal have nyt køkken eller vil tilføre nye elementer til dit nuværende køkken, kan du med fordel medtænke rå elementer og mørke, dybe farver i dine indretningsplaner. En mørk træbordplade kan skabe en flot kontrast til hvide køkkenlåger, og en grå toner på væggene giver køkkenet en særlig stemning. Hvis du mangler inspiration til dit nye køkken, eller trænger til at få udskiftet nogle elementer i køkkenet, kan du med fordel tjekke køkkener fra AUBO, og blive inspireret til, hvordan du skal indrette.