Københavns Kommune har udpeget en vinder af arkitektkonkurrencen for Papirøens kommende vandkulturhus.
Det japanske arkitektfirma Kengo Kuma & Associates vippede Bjarke Ingels af pinden i finalen, og dermed kan København se frem til et vandkulturhus, der ifølge kommunen skaber ‘en unik sammenhæng mellem land og vand og i særlig grad imødekommer Københavns Kommunes vision om at bringe noget helt nyt og enestående til København og Papirøen’.
Og ud fra billederne at dømme, er der da også tale om et helt enestående byggeri, der skal opføres lige ved siden af Operaen, og som bliver et spektakulært syn fra den modsatte side af vandet, hvor Skuespilhuset og Nyhavn ligger.
De store bygninger er pyramideformede og svæver over bassinerne på en glaskonstruktion, hvilket gør det muligt for borgere og besøgende at nyde en dukkert, mens de kigger ud på Københavns Havn.
– Nogle gange skal man langt væk for at finde det helt rigtige. Japanske Kengo Kumas vision for vand-kulturhuset er i absolut verdensklasse, og vil bringe noget helt nyt til København, som samtidig passer til byen. Med vand-kulturhuset får alle københavnere og byens gæster en unik vandoplevelse i hjertet af København. Papirøen skal også fremover være et folkeligt samlingssted – det vil dette vand-kulturhus bidrage til, siger overborgmester Frank Jensen.
Det nye vandkulturhus bliver 5.000 kvadratmeter stort og vil både rumme svømme- og foreningsfaciliteter, havnebad og promenade.
Københavns Kommune lægger i afgørelsen af arkitektkonkurrencen vægt på, at det japanske byggeri både er en oplevelse at befinde sig i og betragte på afstand. Det skal være et vandkulturhus i ‘verdensklasse’ og et ‘varetegn’ for byen.
– Med teglpyramider, der svæver på lette glaskonstruktioner, vil det vindende projekt på en og samme tid skille sig ud og passe perfekt ind i den overordnede plan for Papirøen. Bygningen vil være rig på detaljer, der i sig selv vil være en oplevelse, uanset om man opholder sig inde i vand-kulturhuset, besøger Papirøen eller betragter den på afstand. Og med unikke svømmebassiner både inde og ude er det længe siden, vi har præsenteret et byggeri, der i den grad vil være en gave til byen og alle københavnere, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.
Den samlede udvikling af Papirøen påbegyndes i begyndelsen af 2018 og ventes at stå færdigt i slutningen af 2021, hvor også byggeriet af det nye vand-kulturhus forventes afsluttet.
Realiseringen af det ambitiøse vand-kulturhus forudsætter fondsfinansiering, oplyser Københavns Kommune.
Nu åbner det nye Noma på Refshaleøen: Disse københavnere får vild rabat