Det har aldrig været sværere at få fingrene i en andelsbolig i København. Købere må være ihærdige og væbne sig med tålmodighed, hvis det skal lade sig gøre.
Efterspørgslen efter små billige lejligheder i København er nu så stor, at det stort set er umuligt at opdrive en andelsbolig eller en billig ejerlejlighed i hovedstaden.
Mindre lejligheder går som varmt brød, og de fleste andele bliver solgt privat på nettet eller via venner og bekendte og når derfor aldrig ud på mæglernes hjemmesider.
Og der er tale om en drastisk nedgang i antallet af udbudte andelslejligheder i Københavns Kommune. I år har der kun været 579 andelsboliger til salg, mens der for fem år siden blev udbudt 5.964 andele. Det oplyser Boliga.
Det er især på Vesterbro, Nørrebro, Østerbro, Frederiksberg og i Indre By, at der er rift om andelsboligerne.
– Imens markedet for ejerboliger har løbet stærkt de senere år, så har andelsboligmarkedet ikke løftet sig ligeså meget. Derfor oplever mange at kunne få mere for pengene i en andelsbolig, og når det går så meget lettere, så benytter sælgerne sig i højere grad af gør-det-selv-salg, eller også bliver den solgt via ventelister, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom hos Realkredit Danmark.
Andelen af udbudte andelsboliger er løbende faldet over de seneste fem år, og det, at man under finanskrisen kunne købe andelsboliger hos ejendomsmægleren, var faktisk usædvanligt. I årene op til finanskrisen var der nemlig også fart på andelsboligmarkedet.
– Ejendomsmæglerne har haft andelsboligerne til låns, mens der var finanskrise, men nu er markedet tilbage i fulde omdrejninger, hvor de sælger sig selv, siger Christian Hilligsøe Heinig.
Fire ud af ti udbudte andelsboliger i København og på Frederiksberg var i tredje kvartal sat til salg som et selvsalg, mens det blot var lige knapt to ud af ti, der benyttede den mulighed i samme periode af 2013, viser en opgørelse fra Boliga.
Men selvom det kræver noget, så kan det faktisk godt lade sig gøre at underskrive en købsaftale på en andel i hovedstaden, hvis du bliver følger disse fem gode råd: Sådan får du fingrene i en andelsbolig i København.
Hvis du har pengepungen i orden og ikke orker det dramatiske og umulige boligmarked, så kan du bare købe Mads Langers helt fantastiske lejlighed på Gammel Kongevej. Den er til salg lige nu.
Tag et kig indenfor her: Mads Langer sælger kæmpe luksuslejlighed på Frederiksberg for 12,5 millioner kroner.