Love Actually In Concert finder sted i Bella Arena på Amager lørdag d. 16. december. Foto: PR

I 2023 fylder verdens måske mest elskede og romantiske julefilm 20 år. Tusindvis af billetter er allerede røget over disken, når jubilæet fejres med en storstilet decemberoplevelse i Bella Arena på Amager. Her skal biografhygge og symfoniske kuldegysninger gå hånd i hånd til Love Actually In Concert. Derfor er arrangørerne nu klar med en ekstraforestilling.

”Vi er ikke overraskede over, at folk synes, vi har stablet et fedt arrangement på benene. Det synes vi al ydmyghed også selv, for hvem vil ikke elske kombinationen af julefilm og symfonisk musik? Men vi er helt på halen over, hvor hurtigt det er gået med billetsalget. Efterspørgslen har virket umættelig, og vi nåede dårligt at sparke gang i markedsføringen, før det første arenashow stort set var udsolgt.”

Sådan lyder meldingen fra Nicole Bellaiche, som er direktør for Bella Presents og dermed har ansvaret for at udvikle og drive egenproducerede kulturevents i Bella Center Copenhagen og Bella Arena som litteraturfestivalen Bogforum, livsstilseventet Seniorforum og det tidligere LEGO® World.

For et par måneder siden satte man stort set i stilhed billetter til salg til Love Actually In Concert: Et overdådigt julearrangement, hvor 2.500 publikummer får mulighed at se eller gense den legendariske, britiske julefilm i selskab med det 56 mand store og anerkendte Stockholm Concert Orchestra. Orkestrets dirigent, Julian Bigg, har stået i spidsen for alt fra nogle af West End’s største musicalproduktioner til Dronning Elizabeths Tv-transmitterede guldjubilæum.

Ekstra eftermiddagsforestilling sat i salg nu

Da aftenforestillingen lørdag d. 16. december stort set er gået udsolgt over sommerferien, har man i al hast sikret sig, at musikerne kan møde tidligere ind, hvorfor en ekstraforestilling samme dato kl. 15 nu er en realitet. Billetsalget er netop sparket i gang via billetlugen.dk

Der er med andre ord kommet en helt ny chance for at tage veninden, mor eller hele familien med, når Bella Arena blæser en dansende Hugh Grant op på storskærm som premierminister David, Rowan Atkinson fylder utroskabens gavepose med tåkrummende mængder lavendel, Bill Nighy som Mack skråler ’Christmas is all around us” og Emma Thompson i rollen som Karen stiller det ikoniske julespørgsmål: ”There was more than one lobster present at the birth of Jesus?”

Skal oplevelsen have et ekstra drys julemagi, er der fortsat chance for at tilkøbe både middag og overnatning på nabohotellet AC Hotel Bella Sky, ligesom et boblende meet ’n’ greet med aftenens dirigent er blandt VIP-mulighederne.