Pernille Rosendahl optræder på Thorvaldsens Museum i forbindelse med Frost Festival i februar.
Frost Festival har netop løftet sløret for endnu et arrangement ved vinterens festival, som løber af stablen mellem 4. og 24. februar 2018.
7. februar smelter kunst og musik sammen, når Pernille Rosendahl giver intimkoncert på Thorvaldsens Museum for omkring 150 personer.
Den ikoniske bygning bliver i forbindelse med koncerten forvandlet til et kunstværk i sig selv, når publikum som opvarmning til Pernille Rosendahls optræden kan vandre gennem rummene på museet og opleve en række forskellige sanseberigende lyd- og lysinstallationer af sangerinden selv, mens de går på opdagelse i samlingen af historiske værker.
Thorvaldsens Museum er fyldt med fascinerende skulpturer og vægmalerier af den nyklassicistiske billedhugger Berthel Thorvaldsen, som levede fra 1770 til 1844.
Med koncerten og installationen af lys og lyd i flere rum på museet, bliver Berthel Thorvaldsen og Pernille Rosendahls universer flettet sammen på en måde, der er helt i tråd med sangerindens ønske om at give sit publikum en unik koncertoplevelse.
– I disse år går jeg meget op i at kuratere mine koncerter ret nært. Jeg forsøger at komme lidt væk fra bare at lave ‘et hit’, som ellers er noget, der bliver fokuseret meget på. Det optager mig mere at skabe musik, som rummer en dyb personlig fortælling, og som er et værk i sig selv.
– Derfor involverer jeg mig meget i mine koncerter, og Thorvaldsens Museum er det vildeste sted. Det er virkelig en drømmekoncert for mig, siger Pernille Rosendahl til KBH.dk og tilføjer, at publikum kan se frem til en ‘sanseeksplosion’:
– Det rum, vi skal spille i, er fuldstændig vanvittigt. Det er bare storhed og tung, tung historie, der bor derinde. Jeg vil foreslå alle, at de kommer i god tid og går turen gennem Thorvaldsens Museum inden koncerten for at få den fulde oplevelse ud af aftenen.
Pernille Rosendahl fortæller desuden, at hun har en overraskelse med til publikum, og Frost Festival forventer, at det bliver en storslået kunst- og koncertoplevelse:
– Pernille Rosendahls sange rummer en gribende skrøbelighed og klassisk skønhed, og forhallens overvældende arkitektur, de klassisk smukke marmorstatuer og subtile lyssætning tilbyder derfor de optimale rammer at nyde dem i, lyder det fra arrangørerne bag festivalen.
Pernille Rosendahl fik sit gennembrud med indiepopgruppen Swan Lee i 2001. Hun udgav sit første soloalbum ‘Dark Bird’ sidste år.
Frost Festival finder sted i februar 2018 for ottende år i træk og slutter af med en minifestival på Refshaleøen, hvor der blandt andet vil være vinterbadning, musik og cocktails. Det arrangement har KBH.dk skrevet meget mere om lige her.
Det samlede program for Frost Festival kan findes på deres hjemmeside.
Billetter til koncerten med Pernille Rosendahl på Thorvaldsens Museum er til salg via Ticketmaster.
Hvad sker der: Frost Festival / intimkoncert med Pernille Rosendahl
Hvor sker det: Thorvaldsens Museum
Hvornår sker det: 7. februar 2018
Tivoli inviterer til gigantisk fyrværkerishow mellem jul og nytår