En skoleklasse fra Tårnby fik deres livs overraskelse! Foto: Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme

Tre skoleelever fra Tårnby overraskede deres klassekammerater, der troede, at de bare skulle besøge kedeligt museum. Men der ventede dem en uforglemmelig overraskelse.

Mange børn og unge kan ikke få nok af at spille fodbold.

De tænker og taler næsten ikke om andet, og præcis sådanne tre elever er Mathias, Mathias og Sarah, der går i 7.X på Pilegårdsskolen i Tårnby. 

De tre elever går så meget op i sporten, at de af egen kraft har arrangeret en særlig fodboldskole, der kun foregår i frikvartererne, og den gode idé er nu blevet bemærket og belønnet med en særlig overraskelse, skriver TV 2 Lorry. 

Uden at afsløre noget arrangerede læreren sammen med de tre elever, at klassen i går onsdag skulle på en historisk tur til Kronborg, men først skulle dagen starte med et oplæg på Marienlyst Hotel.

– Det er lidt sjovt, at de tror, de skal op til Kronborg i Helsingør. Men det skal de jo så ikke – så jeg glæder mig til at se deres reaktion i morgen, siger en af idemændene Mathias Sørensen til TV 2 Lorry.

Da klassekammeraterne så, at der lå fodbolde i hele konferencelokalet, så faldt tiøren.

I næste øjeblik trådte Christian Eriksen fra landsholdet ind for at overrække de tre elever en check på 10.000 kroner fra Dansk Boldspil Union for at hædre de tre elevers initiativ.

– Jeg synes da, at det er fedt, at der er nogen, der har fået overskud og lyst til at kunne lave noget i alle de frikvarterer og efter skole, siger Christian Eriksen til TV 2 Lorry.

Eleverne blev naturligvis overvældede og glade over overraskelsen. Og det var også en stor oplevelse for de tre elever at møde en landsholdsspiller og blive hyldet på den måde. 

– Det var bare en kæmpestor oplevelse. Det glemmer man bare aldrig, siger Sarah Müller Andersen.

Nu er det sikkert: Kæmpe IKEA skal opføres ved Fisketorvet