Da Kristian så den sorte røgsky bag båden, greb han straks sin telefon og tog et billede af båden. Foto: Kristian Kaare Pedersen

Da Kristian Kaare Pedersen spottede den osende kanalrundfartsbåd i Københavns Havn greb han straks sin mobil og tog et billede af den sorte røgsky.

 – Det kan ikke tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har set de både svine i havnen. Jeg har haft båd i 18 år, og nu vil jeg bare gerne vide, hvad der bliver gjort for at stoppe det svineri?

43-årige Kristian Kaare Pedersen er harm.

Da han stod på havnekajen torsdag 11. januar kunne han blot se til, da en turistbåd sejlede forbi ham og udledte en stor sort røgsky fra sin udstødning.

Det fik straks Kristian Kaare Pedersen til henvende sig til kommunen for at spørge, hvad der bliver gjort for at passe på vandmiljøet i havnen.

– Jeg synes som udgangspunkt, at det er noget fis. Vi skal have filter på bilerne, men vi skal finde os i det der?

– Alle andre fartøjer bliver mødt med kritik, og dieselbilerne skal ud af byen. Men det virker som om, at man ser stort på vandmiljøet, når man sejler rundt i havnen, siger Kristian Kaare Pedersen til KBH.dk.

Det er dog ikke Københavns Kommune, der er tilsynsmyndighed for bådene i havnen. 

Det er Søfartsstyrelsen, der sammen med Miljøstyrelsen står for tilsynet af bådene og herunder undersøgelser i forbindelse med røggasser og udledninger fra udstødningsrør.

Og i forbindelse med Søfartsstyrelsens kontrol af bådene anerkender man, at bådene godt kan udsende en røgsky fra udstødningen, som Kristian Kaare Pedersen har oplevet. 

– I visse tilfælde kan bådene udlede en røgsky under opstart, og det skyldes som ofte en dieselrest, der ikke er forbrændt helt i motoren i forbindelse med, at man starter motoren. 

Det var dette billede, som Kristian fangede af den osende turistbåd. Foto: Kristian Kaare Pedersen

– Det kan for det utrænede øje godt ligne, at bådene forurener, men som udgangspunkt lever de altså op til de gældende regler, der er på området, siger Annemette Knagaard, der er overskibsinspektør i Søfartsstyrelsen, til KBH.dk. 

For ligesom biler skal til syn, bliver alle skibsfartøjer også synet, og her skal hver enkelt båd leve op til alle miljø- og sikkerhedskrav, inden de kan få lov at sejle i havnen.

Miljøstyrelsen tager i visse tilfælde en olieprøve under kontrollen af skibene for at sikre, at der sejles med den rette type brændstof. Her kan en overtrædelse af reglerne have store konsekvenser for rederierne.  

– Alle bådene, der sejler med passagerer som erhverv, skal til syn hvert år, og hvis bådene ikke overholder kravene, får den enkelte båd et påbud  eller en stopseddel, og så skal fejlene rettes, inden de må sejle videre, siger Annemette Knagaard til KBH.dk.

Desuden udfører Søfartsstyrelsen også uanmeldte kontrolbesøg i tilfælde af, at borgere har mistanke til en specifik båd eller at et rederi bryder reglerne.  

Hvis man har mistanke om, at både ikke overholder reglerne og enten forurener eller ser stort på sikkerhedskravene, så kan man altid henvende sig til Søfartsstyrelsen.

– Som borger er man altid velkommen til at kontakte os på vores hovednummer. Hvis borgeren henvender sig om en specifik båd, så skal vi bruge mere detaljeret information for at følge op på den enkelte henvendelse. Her kan man holde særligt øje med et navn, kendingsbogstav eller et nummer på hækken eller i stævnen af båden, siger Annemette Knagaard til KBH.dk.

Hurra for franske hotdogs og ristede med det hele: Den danske pølsevogn fylder 97 år i dag