Der skal opføres en ny stor skole, kontorlokaler og en idræthal i Kødbyen. Foto: Google Maps

I en ny godkendt lokalplan for Kødbyen skal der i stedet for de nuværende slagtehaller i ‘Den Hvide Kødby’ anlægges en stor skole, kontorlokaler og en idrætshal. Flere fredede bygninger skal rives ned.

Området omkring Kødbyen ved Skelbækgade og Ingerslevsgade på Vesterbro er kendt for at være tilholdssted for prostituerede og lyssky typer. Sådan var det i hvert fald for få år siden. Nu er de fleste rykket tættere på Hovedbanegården, hvor også narkohandlen er livlig.

Står det til Københavns Kommune, så skal området omkring Den Hvide Kødby have en større overhaling.

Kødbyen bliver mindre

Derfor har Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget i Københavns Kommune netop godkendt, at der udarbejdes en lokalplan for 3.000 kvadratmeter erhverv samt en ny skole og idrætshal i Den Hvide Kødby, som ligger på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevsgade.

Det betyder at flere bevaringsværdige bygninger står til at blive revet ned for at danne plads til skolebørn og kontortyper.

Teknik- og Miljøforvaltningen har i deres redegørelse lagt vægt på, at nedrivningen skal sikre flere skolepladser, da ‘bygningerne ikke har væsentlig betydning for fortællingen om Kødbyen som nationalt industriminde’, som det står beskrevet i redegørelsen. 

Kødbyen dækker 76.500 kvadratmeter i hjertet af København. Foto: Google Maps

Den Hvide Kødby er ejet af Københavns Kommune og omfatter 76.500 kvadratmeter.

Hovedparten af Den Hvide Kødby – inklusive torve og pladser – blev fredet fra 1995 til 1999 på grund af arkitekturen, der betragtes som et hovedværk indenfor funktionalismen. 

Præcis hvilke bygninger, der skal rives ned, vides først, når den endelige lokalplan for området ligger klar. 

Er det i orden at ofre en del af Kødbyen til fordel for en skole, idrætshal og erhverv? Deltag i debatten på Facebook.

Vinterens bedste nyhed: Nu kan du komme på gløgg-rundfart i København