Et stærkt, fælles gymnasium i Hvidovre med alle gymnasiale uddannelser. Sådan lyder visionen under forudsætning af, at børne- og undervisningsministeren godkender en fusion mellem Hvidovre Gymnasium & HF og NEXT Uddannelse København.

Planen er at sammenlægge Hvidovre Gymnasium & HF og NEXT Sydkysten Gymnasium og skabe ét stærkt og bæredygtigt gymnasium på Hvidovre Gymnasium & HFs nuværende adresse fra skoleåret 24/25. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet godkendte i sidste uge en screeningsansøgning, som er det første skridt imod en mulig fusion.    

To gymnasier bliver til ét stærkt gymnasium
Ambitionen er, ifølge direktør på NEXT Ole Heinager, at fremtidssikre et varieret og attraktivt gymnasietilbud, som unge i bl.a. Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj har nem adgang til via offentlig transport.

– Vi glæder os over udsigten til, at Hvidovre Gymnasium & HF kan blive en del af vores uddannelsesfællesskab på NEXT. Vi har gennem årene fulgt dem fra sidelinjen og ved, at de gjort en kæmpe indsats for at skabe et godt og attraktivt gymnasium. Jeg har allerede haft fornøjelsen af at møde et lærerkollegium, som virkelig brænder for at gøre en forskel for de unge. Det samme gælder for vores kollegaer på Sydkysten Gymnasium, og vi tror på, at de to gymnasiers medarbejdere sammen kan udvikle ét stærkt gymnasium, fortæller Ole Heinager

Hvidovre Gymnasium & HF ser mange fordele
På Hvidovre Gymnasium ser rektor Tania Sheikh Larsen frem til, at gymnasiet bliver en del af NEXT Uddannelse København og få mulighed for at udbyde alle de gymnasiale uddannelser (hhx, htx, stx, hf og GIF), hvis fusionen bliver godkendt:

– Vi har selv rakt ud til NEXT, fordi vi ser mange fordele ved at blive en del af et stort uddannelsesfællesskab. Det vil give os muligheden for at være med til at udvikle et nyt bæredygtigt gymnasium med alle gymnasieuddannelser og en sikkerhed for, at vi også fremover kan udbyde et attraktivt gymnasietilbud til områdets unge. Hvis fusionen bliver godkendt, er vi klar til at tage rigtigt godt imod vores nye kollegaer fra Sydkysten. Jeg tror på, at vi sammen kan skabe et gymnasium med en spændende og bred faglig profil, som kan tiltrække mange unge og samtidig opfylde vores nuværende elevers og medarbejderes behov, siger Tania Sheikh Larsen.

Vemodig Sydkysten-rektor tror på visionen
Med sammenlægningen rykker Sydkysten Gymnasiums tre gymnasieuddannelser hhx, htx og stx til Hvidovre, og det betyder bl.a., at hhx og htx bliver nye uddannelser i Hvidovre. Rektor på Sydkysten Gymnasium Camilla Kofod ser frem til sammenlægningen.

– Det bliver selvfølgelig vemodigt at forlade vores gymnasium her i Ishøj, hvor vi har haft så mange gode oplevelser og sendt så mange dygtige studenter ud i verden. Men vi tror på visionen med et nyt stærkt, fælles gymnasium i Hvidovre, og det, at vi flytter ud af vores rammer her i Ishøj, betyder jo ikke, at vores særlige ånd på gymnasiet forsvinder. Den vil vores dygtige medarbejdere og skønne elever føre med videre til det nye. Og jeg kan garantere, at vores medarbejdere vil lægge alle deres kræfter i projektet, hvis fusionen bliver til virkelighed, siger Camilla Kofod. Hun lover samtidig, at der vil blive lavet en god plan om en tryg overgang for de elever, der i givet fald skal overflyttes til det nye gymnasium til sommer.

Det forventes, at fusionen træder i kraft 1. januar 2024, og at sammenlægningen af de to gymnasier bliver en realitet fra det nye skoleår til august 2024.