Carlsberg har uden stor virak åbnet et nyt bryggeri på Ny Carlsberg Vej, hvor ølglade gæster kan designe deres egen øl.
Carlsberg har åbnet et såkaldt nanobryggeri, som har fået navnet Annex Brewery. Det ligger meget passende i Carlsberg Byen lige ved Elefantporten.
Navnet kommer sandsynligvis af, at det nye bryggeri ligger i den bygning, hvor bryggeren J.C. Jacobsens søns bryggeri lå. Det såkaldte Anneks-bryggeri. Det er første gang i 12 år, at Carlsberg åbner et nyt bryggeri i Danmark, og det er sket i al stilfærdighed.
Kasper Elbjørn, som er Informationschef i Carlsberg, siger til KBH.dk, at Annex Brewery egentlig ‘bare’ er opstået på baggrund af en udfordring blandt medarbejderne i Carlsberg. At det lille nye bryggeri på Vesterbro faktisk endnu er et eksperiment:
– Annex er resultatet af en udfordring internt i Carlsberg. Målet var at genoplive iværksættermentaliten i Carlsberg. Medarbejderne blev opfordret til at tænke nye og innovativt, og vi kom så i fællesskab på denne idé. Men det er stadig kun et eksperiment, og konceptet er stadig ved at blive udviklet, men idéen er at gøre øl mere tilgængelig for nysgerrige øldrikkere, siger Kasper Elbjørn.
I december måned kan alle besøge det nye nanobryggeri i anledning af VisitCarlsbergs julemarked. Her kan man sammensætte sin egen øl ud fra personlige smagspræferencer. Farve, smag, bitterhed, alkoholstyrke, etikette og navn er helt op til kunden selv. Salget fortsætter efterfølgende via Annex Brewerys hjemmeside.
– Annex er stadig ved at udvikle konceptet, men vi er allesammen stolte over, at Annex allerede nu gør det muligt at skræddersy sin egen øl, som man bedst kan lide den, og designe sin egen etiket til sin øl og få den leveret lige til dørtrinet. Det er der, så vidt jeg ved, ikke nogen andre bryggerier, der tilbyder i dag, siger Kasper Elbjørn til KBH.dk.
På den måde håber Carlsberg, at Annex Brewery vil skille sig ud fra mængden med noget, der er nyt, spændende og anderledes på et marked, som flere og flere trænger sig ind på. Stedet skal henvende sig til øl-entusiaster, men målet er samtidig at tiltrække helt almindelige øldrikkende danskere, som ikke nødvendigvis er smagseksperter.
– Annex drives af 8-10 folk som et nanobryggeri, men vi går ikke så meget op i, hvad det er. Annex er et helt nyt felt indenfor ølbrygning. Ikke mainstream og ikke craft. Og kvaliteten er det vigtigste, siger Kasper Elbjørn til KBH.dk.
Annex Brewery er åbent nu og ligger lige ved Elefantporten i Carlsberg Byen på Vesterbro.
Carlsberg lover kvajebajer til danske fodboldfans i lufthavnen efter kæmpe bommert