Godt nyt til alle københavnere, der elsker en god burger og har hjemme på Nørrebro. Jagger åbner endnu en fastfoodrestaurant i næste uge.
Burger-entusiaster på Nørrebro kan godt begynde at glæde sig. En tidlig julegave er nemlig på vej til bydelen.
Selvom der efterhånden er tale om en regulær burgerkrig i København, er Jagger med deres hjemmelavede gyldne boller, sprøde fritter og tykke shakes hurtigt blevet et populært spisested i byen.
Jagger åbnede på Istedgade i foråret 2016, og siden har også Frederiksberg og Amagerbro fået selskab af den hypede burger i deres nabolag. Og nu kommer fastfoodrestauranten altså også til Nørrebro.
Den tidligere Michelin-kok Rasmus Oubæk, der er medstifer af Jagger, siger til AOK, at holdet bag Jagger har store forventninger til placeringen på Nørrebro.
– Nørrebro er en stor bydel med kæmpestort potentiale, og vi tror på, at der her er plads til moderne fastfood-udgaver af fried chicken, hotdogs og burgere. Vores grundtanke er, at vi med en ekstrainvestering i tilberedningen og råvarerne kan skabe en restaurant, hvor kvaliteten er høj, men hvor prisen stadigvæk er lav – også som take-away-koncept.
Folkene bag Jagger lover desuden, at der vil blive åbnet flere nye restauranter. Hvor de kommer til at ligge, løfter de endnu ikke sløret for.
Jagger åbner på Nørrebrogade 114 lørdag 18. november klokken 11.
København Kommune mangler stemmetællere: Vil du tjene 1245 kroner?