Rejsende til og fra Københavns Lufthavn skal have flere muligheder for at shoppe og spise, og derfor kommer der nu 25 nye butikker og spisesteder til lufthavnen.
Snart kan Københavns Lufthavn byde på endnu flere shoppingmuligheder for de mange rejsende.
For i det nye år åbner der 25 spritnye butikker og spisesteder i et helt nyt område af Terminal 2, der i dag er er under ombygning.
De nye butikker får et samlet areal på 4.000 kvadratmeter, og en af butikkerne bliver modeforretningen Wood Wood, der stilsikkert sælger lækkert tøj til fashionable flyrejsende.
– Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse. Vi har i mange år talt om muligheden for at åbne en butik i Københavns Lufthavn. Wood Wood-butikken vil blive en slags satellitbutik, der er tilpasset lufthavnen og de mekanismer, som ligger til grund for shoppingområdet, og vi kommer til at skabe et retail space, der skiller sig meget ud i varesortiment og indretning, siger Karl-Oskar Olsen, der er kreativ direktør i Wood Wood.
Når butikken åbner i lufthavnen bliver den femte Wood Wood forretning i Danmark.
Og faktisk er det passagerne selv, der efterspørger flere butikker og madsteder.
Ifølge lufthavnens egen undersøgelse, så venter de rejsende i gennemsnit 98 minutter i lufthavnen fra de har været igennem sikkerhedstjekket til at de boarder deres fly.
Udvidelsen af Terminal 2 og butiksområdet er derfor en vigtig del af lufthavnens udvikling, da flere passagerer efterspørger gode muligheder for shopping under deres rejse, når ventetiden skal kvæles.
– Vi interviewer knap 100.000 rejsende årligt om deres rejse gennem lufthavnen, og syv ud af ti anser de gode oplevelser og muligheder i terminalerne som en vigtig del af rejsen. To-tredjedele af de rejsende shopper eller spiser undervejs, og derfor gør vi plads til nye butikker og spisesteder, så vi kan imødekomme passagerernes forskellige præferencer, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Københavns Lufthavn forventer at de 25 nye butikker kan slå dørene op til sommer. Den fulde udvidelse og byggeriet i Terminal 2 forventes færdigt ved udgangen af næste år.