Københavns Lufthavn udvider Terminal 2 med en stor tilbygning, hvor der bliver plads til flere kendte københavnerrestauranter.
En udvidelse på 4.000 kvadratmeter i Terminal 2 skal sikre, at der bliver plads 25 nye spisesteder og butikker i Københavns Lufthavn, som rejsende kan nyde godt af, inden de flyver ud i verden.
Det bliver en især smagen af København, der bliver repræsenteret, når kendte navne som Mikkeller, LêLê og Cock’s & Cows åbner i den travle terminal.
– Vi ønsker at give rejsende autentiske oplevelser ved at tilbyde det bedste fra de ’lokale helte’, altså de dygtigste, danske restauranter og barer, som vi kender fra Københavns pulserende madscene. Men vi vil samtidig fortsætte med at være stedet, hvor man kan finde de store, internationale brands, , siger Lise Ryevad, der er director for Airport Sales i Københavns Lufthavn.
– Vi laver hvert år op mod 100.000 passagerinterviews, og den viden vi får fra de rejsende, bruger vi til at finde det bedste miks af tilbud. Derfor glæder vi os meget til åbningen af det nye område, som vil afspejle efterspørgslen fra vores passagerer og den imponerende madscene, der blomstrer både herhjemme og i udlandet, tilføjer hun.
Lufthavnen har netop løftet sløret for de første 10 restauranter og caféer, der åbner i Terminal 2. Det er LêLê, Mikkeller, Steffs Place, Gorm’s, Retreat, Espresso House, The Bird – Kissmeyer, Cock’s & Cows, Tapa del Toro og Pret A Manger.
De resterende 15 er stadig en hemmelighed, men der vil blandt andet være nye shoppingmuligheder.
Mikrobryggeriet Mikkeller glæder sig til at slå dørene op i Terminal 2:
– Vi rejser selv rigtig meget i Mikkeller, og der er ingen tvivl om, at Københavns Lufthavn kvalitetsmæssigt er en af de bedste lufthavne i verden – både hvad angår shopping og gastronomi. I vores optik mangler der dog stadig flere muligheder for at få nogle helt særlige øloplevelser, og det vil vi selvfølgelig gerne bidrage med, siger Mikkel Borg Bjergsø, der er stifter af Mikkeller.
– En stor del af vores kunder er ølturister, der rejser til København for at besøge vores barer og restauranter, så det er sjovt, at vi også kan sige ’goddag’ og ’farvel’ til dem i lufthavnen, tilføjer han.
Københavns Lufthavn vil i løbet af de kommende måneder løfte sløret for de restende 15 spisesteder, caféer og butikker, der åbner i Terminal 2.
Lufthavnen oplyser, at den nye tilbygning på 4.000 kvadratmeter vil blive opført i samme skandinaviske stil som den øvrige del af lufthavne.
Desuden skal de eksisterende butikker i området moderniseres for at skabe et mere ensartet og moderne udtryk.
Udbygningen efter sikkerhedskontrollen i området mellem Finger A og Finger B forventes at stå færdigt i slutningen af året, men de første restauranter og caféer åbner allerede i juni.
Det er ikke mere end et par uger siden, at Københavns Lufthavn løftede sløret for et andet stort projekt i Terminal 3.