Sanchez åbner i slutningen af november. Foto: Jason Loucas

Vesterbro bliver lige straks beriget med en ny mexicansk restaurant, som tacodronningen Rosio Sanchez står bag. Retterne bliver autentiske og omgivelserne hyggelige. Og så er der naturligvis mexicansk mikrobryg og tequila på kortet.

Du kender måske allerede hendes køkken fra madboden Hija de Sanchez, som både ligger i Kødbyen og Torvehallerne, hvor hun siden 2015 har langet tacos over disken til mexi-hungrende københavnere, der er blevet hyldet af både anmeldere og René Redzepi.

Nu åbner den tidligere souschef på Noma en ny mexicansk restaurant under navnet Sanchez på Vesterbro i København. Det oplyser hun i en pressemeddelelse.

– Jeg har længe drømt om at åbne en restaurant. Jeg tror i virkeligheden, at de fleste kokke skaber spisesteder, hvor de selv har lyst til at hænge ud, og det er præcis det, vi har gjort med Sanchez. Her får du samme atmosfære som i en mexicansk cantina eller en parisisk bistro, siger Rosio Sanchez.

– Mit håb er, at Sanchez bliver et sted, man vil vende tilbage til igen og igen, simpelthen fordi maden smager som om nogen har tilberedt det til dig hjemme i deres eget køkken, tilføjer hun.

Rosio Sanchez’ nye restaurant kommer til at ligge på Istedgade 60 ved siden af burgerjointen Jagger

Mexicansk på Istedgade. What’s not to like?

Mexicansk-amerikanske Rosio Sanchez, der er opvokset i Chicago i USA, håber, at hendes nye restaurant bliver lokal og hyggelig.

Hendes ambition er at servere autentiske og klassiske mexicanske retter, men samtidig gøre brug af sæsonens lokale og nordiske råvarer.

– Det er både sjovt og lidt udfordrende at genskabe de mexicanske smagssammensætninger med det, som vi finder her, siger hun i pressemeddelelsen.

Sanchez vil desuden have mexicansk mikrobryg, cocktails på mezcal og tequila på kortet. 

Den nye mexicanske restaurant har plads til 46 spisende gæster og åbner 30. november. Men allerede fra tirsdag 14. november er det muligt at reservere bord. 

Hvad: Sanchez
Hvornår: Åbner 30. november
Hvor: Istedgade 60, København V

Britt skulle sige farvel til sin kæreste i lufthavnen: ‘Jeg er mundlam over folks egoistiske opførsel’