Man kommer helt tæt på livet i havnen under den lærerige sejltur i havnen. Foto: Københavns Kommune/Orbicon.

Under den mørke havoverflade myldrer det med liv i havnen, og på havnerundfarten kan man blive klogere på byens livlige havn.

 – De fleste tror, at det bare er et stort sort hul med mudder i bunden. Det passer slet ikke, og  havnens liv er meget veludviklet og svarer på mange måder til havlivet i Øresund.

Sådan lyder det fra marinbiolog Lars Anker, der i morgen står for en helt særlig havnerundfart, hvor interesserede kan høre mere om det unikke liv, der gemmer sig i havnekanalen.

Det er projektet Natur i Byen, der har arrangeret den gratis rundfart i havnen, hvor interesserede kan lære mere om havnens historie og unikke miljø, der har været under en stor forandring gennem tiden. 

– I industriperioden har havnen været en spildevandsafløb, men siden 1990 har vi arbejdet på, at gøre havnen lækker med en god badevandskvalitet. Det er et kæmpe pr-stunt for byen og helt unikt for en storby at vi har så ren en havn, hvor man kan bade i. Det er der ikke mange andre byer, der kan prale af, siger Lars Anker til KBH.dk.

Og selvom der i dag lever over 100 forskellige arter af fisk – og mange andre små havdyr i havnen, så er havnen i konstant forandring, når der bygges ud til havnen.

– Der er stadigvæk en masse dilemmaer, når det kommer til Københavns Havn. For fra politikernes side har man lovet københavnerne, at man vil sikre afledningen af spildevand under skybrud ud i havnen. Men når man leder spildevand ud i havnen, så indeholder det en masse kvælstof og fosfor, der skader vandmiljøet, Lars Anker til KBH.dk.

Stenrevene ved Skuespilhuset danner grobund for havnens dyreliv. Foto: Martin Macnaughton

Havnerundfarten kommer til sejle forbi Skuespilhuset, hvor der er blevet arbejdet hårdt på, at gøre havnen lækker for flere forskellige fisk. Foto: Shutterstock

Det samme gælder byggeriet af de kunstige øer Engholmene i Sydhavnen, som rundfarten også sejler forbi.

– Byggeriet ved Enghave Brygge udgør også et dilemma, for her bygger man ved det lave vand, hvor der vokser en masse ålegræs under vandet. Det bruger fisk til at yngle og spise i, og ålegræsset optager en masse CO2. Så det er også vigtigt for klimaet, at ålegræsset findes, siger Lars Anker til KBH.dk.

På rundfarten kommer man tæt på ålegræsset, som bruges som både ynglested og spisekammer for havnens fiskearter. Foto: Københavns Kommune/Orbicon.

Den gratis rundfart på havnen starter klokken 15, hvor båden sejler fra Ofelia Plads, og rundfarten varer to timer.

Det kræver dog tilmelding at deltage i arrangementet, da der er begrænset siddeplader ombord på båden. 

Det er Natur i Byen, der er arrangør for havnerundfarten, og projektet går ud på at gøre det nemmere for københavnere at bruge og blive klogere på den bynatur, der omgiver København. Projektet er støttet af Nordea Fonden. 

Luksusboliger på vej til Sydhavnen: Million-rækkehuse opføres på privat ø