Larsbjørnsstræde set mod Vestergade ca. 1900. Foto: Københavns Museum
Byhistoriker Allan Mylius Thomsen fortæller historien bag de københavnske gadenavne. I dag er turen kommet til Pisserenden.
Blogindlæg af Allan Mylius Thomsen.
København har mange farverige historiske kvarterer med florissante gadenavne. I det, der egentligt hedder Nørre Kvarter, løber to gader, der med tiden har erhvervet sig det liden flatterende øgenavn ‘Pisserenden’.
Der er her tale om Teglgårdsstræde og Larsbjørnsstræde. Førstnævntes navn går tilbage 1563.
I dette område, op mod den Nørre Vold, lå byens første teglgård og teglværk. Da havde gaden et mere skråt forløb og nævnes i ældre kilder også som ‘Sylen’ eller ‘Det bundløse stræde’.
Efter bybranden i 1728 rettes gaden ud, så den kommer i forløb med Larsbjørnsstræde. Fra Teglgårdsstræde til Vestergade løber Larsbjørnsstræde. Oprindeligt Lille- og Store Larsbjørnsstræde.
Da kvarteret lå lige indenfor Vestre- og Nørre Port, udviklede det sig hurtigt til hotel- og herbergskvarter.
Når rejsende torvehandlende bønder og andre tilrejsende kom til byen, lå de mange indkvarteringsmuligheder her, lige indenfor byportene. En position kvarteret beholdt helt op i 1930’erne.
Et minde fra denne tid er de mange hoteller, der stadig ligger i Vester Voldgade.
Nørre Kvarter er det højeste punkt indenfor de gamle byvolde. Fra Nørre Voldgade og ned til den gamle kyst ved Vandkunsten og Magstræde falder indre København med over seks meter. Heroppe var kvaliteten af grundvandet langt bedre end tættere ved kysten.
Derfor slår ølbryggerne sig ned i kvarteret.
På sit højeste var der 50 bryggergårde og lige så mange brændevinsbrændere. De havde alle kreaturer i baghusene op til anden sal, som åd masken efter brygning og gæring.
Ofte endte disse dyrs efterladenskaber i de dybe rendestene midt i gaden og løb i en lind strøm ned til Slotsholmenskanalen.
De mange hoteller og små lejligheder gav grobund for et blomstrende værtshus- og restaurationsmiljø. Når gæsterne gik fra værtshus til værtshus, og trangen meldte sig, blev døre, porte, kælderhalse og kroge udnyttet til at forrette deres nødtørft.
Det efterlod en blandet aroma, som gav gaden – og senere hele kvarteret – øgenavnet ‘Pisserenden’.
I 1910 blev der foretaget en større sanering i området omkring Vandkunsten. Her boede 25 procent af de københavnske prostituerede. Især de selvstændige piger trak derefter op i de små billige lejligheder i Pisserenden.
Her sad de så i vinduerne og præsenterede varerne for de såkaldte ‘ejendomsmæglere’, der især i frokostpausen stod og ‘vurderede’ ejendomme.
Allerede fra omkring 1910 begynder det homoseksuelle miljø i det skjulte at komme i det ydmyge kvarter. Det var alt sammen med til at forstærke øgenavnet Pisserenden.
Efter et større slag med kommunen i 1980’erne begyndte en tiltrængt renovering af gaden. Prostitutionen holdt ud til slutningen af 1990’erne, og bøssemiljøet var nu trådt åbent frem.
Gaden er i dag nærmest bleven fashionabel, men øgenavnet Pisserenden hænger stadig ved.
Allan Mylius Thomsen er suppleant til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten i Københavns Kommune. Han er desuden forfatter til flere bøger og byhistoriker. Han har senest udgivet bogen ‘Byen der forsvandt’ om København i gamle dage.
