København, Nytorv, Frederiksberggade. Foto: Sven Türck/Allan Mylius Thomsen
Byhistoriker Allan Mylius Thomsen fortæller historien bag de københavnske gadenavne. I dag er turen kommet til Strøget.
Blogindlæg af Allan Mylius Thomsen.
Den pulserende gågade som alle danskere og såmænd en hel del udlændinge kender som ‘Strøget’ har til alle tider været en del af vor by.
Navnet Strøget er forholdsvis nyt og bruges første gang af forfatteren Carl Møller i 1888. Han skriver i ‘Humoristisk Vejleder for Rejsende i Folkets København’ blandt andet: …og er Gaden end ikke bred, saa er den lun, og et Strøg op og ned af hinanden giver netop den rigtige Stemning, naar man passerer Strøget.
Dele af Strøget har været Københavns hovedgade siden dengang, byen kun hed Havn. Da var Vestergade hovedgaden ned til Gammeltorv. Det var noget større, så det der i dag hedder Skoubogade var Gammeltorvs østside.
Da man senere bebyggede østenden, så Skoubogade, efter skomagerne skoboder, opstod, kaldte Københavnervidet den kringlede gadeføring for Vimmelskaftet, fordi den havde samme form som ‘vimmelbor’ – et boreredskab med skaft og en krumtap.
Egentligt hed gaden Tyskemannegade, fordi gadens sydside var bebygget med tyske handelshuse. De lå helt ned til stranden, som siden, ved henkastning af affald, er rykket ned til den smalle kanal mellem Gl. Strand og Slotsholmen.
Denne gade gik ned til havnenpladsen, hvor fiskerne og købmændene lagde til i området, hvor vi nu har Højbro Plads.
Her byggede de tyske købmænd et gravkapel, som siden blev omdannet til kirke, indviet til de søfarendes helgen Sankt Nikolaj. Det, der i dag er Østergade, var oprindeligt Østertorv, hvor kun nordsiden var bebygget.
For enden af torvet lå den oprindelige Østerport, hvor Hotel d´Angleterre nu ligger. Det er bybrande og reformationen, der gav Strøget den rute det har i dag. Den del, der hedder Frederiksberggade, var tæt bebyggelse med mange snævre gyder.
Midt i bebyggelsen lå Sankt Clements Kirke. Beliggenheden var cirka på tværs af Strøget, mellem nummer 25 og 36. Sankt Clements kirkegård strakte sig i området, hvor Palace Hotel og Grand-biografen ligger i dag.
Man stødte i øvrigt på den, da man nedrev det gamle Exalon.
Efter reformationen rev man Sankt Clements kirke ned, og da hele kvarteret brændte i 1728, gennembrød man til Frederiksberggade. I bunden af Gammeltorv, der skriftligt nævnes første gang i 1374 under navnet ‘Forum’, byggede man Københavns tredje rådhus med facaden ud mod Strøget.
Navnet Gammeltorv opstod i 1470 og var helt frem i dette århundrede stedet, hvor Valbykonerne solgte deres fjerkræ og lignende.
I 1606 lod Christian den 4. området bag rådhuset rive ned og udlagde Nytorv. Rådhuset brændte i 1795, og så slog man Gammeltorv og Nytorv sammen.
Trafikken ned til Vimmelskaftet gik stadig om af Skoubogade, da der lå en bryggergård, hvor nu Nygade skærer sig ind i husrækken. Den brændte i 1685.
Christian den 5. ville godt have en gennemgående trafikåre fra vest til øst gennem København, så han gennemtvang, at Nygade blev anlagt på bryggergårdens grund. Nok kunne han tvinge en gade igennem, men han kunne ikke flytte huse. Så Vimmelskaftets nordlige side blev ved med at ligge, som den lå, da trafikken gik ad Skoubogade.
Det betød, at der opstod en lille trekantet plads, der hvor Nygade går ud i Vimmelskaftet.
Lige før Amagertorv ligger det sidste levn fra de mange klostre i bispebyen København. Det er Helligåndshuset, der er en del af Helligåndskirken, og som skriver sin historie tilbage til 1470’erne.
Helligåndshuset har gavlen ud mod Strøget og langs Valkendorfsgade. Oprindeligt var det Augustinerklosterets Hospital.
Siden har det været børnefængsel – Christian den 4.s berygtede Børnehus. Et arbejdshus for strejfende børn, som blev indsat i Børnehuset under utroligt uhumske vilkår, hvor de døde i hobetal. I en periode var der bibliotek. Nu er det udstillingsbygning.
Amagertorv var gennem 1500- og 1600-tallet byens fornemste festplads. Her blev der afholdt kongekroninger, ridderturneringer og prægtige folkefester. Egentligt var Amagertorv en del af Tyskemannegade, men blev i 1392 tillagt Østertorv.
Navnet opstod i 1472, fordi det var her bønderne fra Amager forhandlede deres vare. De flyttede i 1868 ud på Christianshavns Torv. Rundt om torvet byggede nogle af Københavns fornemste slægter deres huse, i bekvem nærhed af kongen ovre på Christians Borg.
I 1795 efter bybranden anlagde man Højbro Plads som en forlængelse af Amager Torv. Blandt andet for at etablerer et brandbælte i tilfælde af fremtidige brande.
Ejendommen Amagertorv 6 stammer fra 1616, og er en af byens smukkeste renæssancebygninger. Den kaldes ofte fejlagtigt for Dyvekes Gård efter Christian den 2.s elskerinde, men hun har aldrig boet der. Hendes hus lå henne på hjørnet af Niels Hemmingsens Gade, og er for længst forsvundet.
En anden kongelig elskerinde har dog haft bolig på Amagertorv 6 i bekvem nærhed af København Slots bagdør. Det var Christian den 4.s frille, borgmesterdatteren Karen Mandsdatter.
Storkespringvandet på torvet blev indviet i 1894, oven på den pumpe som Amagerbønnerne havde vandet deres kreaturer ved. Det er skabt af Bissen og medførte nogle af byens voldsomste uroligheder, da københavnerne ikke kunne fordrage springvandet og krævede det fjernet. Det medførte ugelange gadekampe mellem politi og borgere med brådne pander på alle sider.
Østergade var et torv lige indenfor den gamle Østerport. Efter Christian den 4. udvidede København i 1646, blev Kongens Nytorv anlagt for enden af Østergade.
Da kongefamilien flyttede ud til Amalienborg, efter Christianborgs brand i 1794, blev den en yndet promenade for københavnerne, som i folkemunde hed ‘Routen’.
Egentligt gik Routen helt ude fra Esplanaden, og så promenerede man så ind over Kongens Nytorv og op af Østergade.
I samtidige reklametryksager kaldes Routen for ‘Hovedsædet for det merkantile Detailudsalg’. I en turistvejviser fra 1872 skrev man, at ‘Routen er vor danske Hovedstads Boulevard, det eneste Sted, hvor en ægte Kjøbenhavner kan spadsere, hvis han virkeligt vil nå Maalet for sin Spadseretour…..thi Routen er det eneste Sted, hvor man træffer dem, han vil see og tale med’.
Promenerede man på Østergade, hed det ‘at være på brædderne’. De omtalte brædder lå over Østergades dybe rendestene, hvorunder tusindvis af rotter levede deres daglige tilværelse.
Skulle man bekendtgøre en forlovelse, var det nok at gå arm i arm på Østergade, så viste hele den rigtige del af byen det. De fattige, som boede i Peder Madsens Gang, der gennem en port i Østergade førte ind til Københavns værste slum, regnede man nok ikke med. De blev alligevel saneret ud, da man rev gangen ned i 1873 og anlagde Ny Østergade.
Men en promenade på Strøget var absolut nødvendig, hvis man tilhørte ‘…den saakaldte fine Verden eller dem, som efteraber dem’.
Handelsgaden Strøget var skabt, og udbuddet af forretninger og varer var allerede i midten af 1800-tallet så stort, at én skrev: ‘Vinduerne var nu så høje og dybe, og dækkede med Glasskiver af sådan Størrelse, at man næsten kunne blive bange derfor, og fremviste en saadan Mangfoldighed af artikler, at man aldrig kunne blive træt eller ked af at stirre paa den’.
Strøget blev, efter tysk forbillede, omdannet til gågade den 17. november 1962.
Allan Mylius Thomsen er suppleant til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten i Københavns Kommune. Han er desuden forfatter til flere bøger og byhistoriker. Han har senest udgivet bogen ‘Byen der forsvandt’ om København i gamle dage.
