Blue Taco i Blågårdsgade leger med ingedienserne i det traditionelle mexicanske køkken - og slipper rigtig godt fra det. Foto: Maja Harder

Maja Harder har smagt på det mexicanske køkken hos Blue Taco i Blågårdsgade på Nørrebro, der serverer blå tacoskaller med mexicanske trøfler og karamelliserede løg – og churros til dessert.

Blogindlæg af Maja Harder.

Ja, den er god nok. Tacoskallerne er helt blå hos Blue Taco på Nørrebro. Men der er ingen grund til at blive nervøs. Farven er nemlig helt naturlig og kommer fra blå majs (?!). De findes åbenbart – ligesom blå gulerødder og gule tomater.

Men udover at være super mærkelig og medskyldig i et über-cool konceptnavn, tilføjer den blå farve samtidig et overraskende sundhedselement.

Det er åbenbart sådan, at blå majs er betydeligt bedre for os end ‘normale’ gule majs og indeholder 20 procent mere protein.

Foto: Maja Harder

Foto: Maja Harder

Utraditionel gademad
Den blå farve er altså accepteret.

Spørgsmålet er jo så selvfølgelig stadig, om de farvede krabater overhovedet smager godt.

Efter at være trådt ned i den lillebitte kælder fyldt med mexicanske dødningehoveder, skrigende latinamerikanske farver og gamle usikre træstole var forventningen helt klart at få serveret et autentisk, vellavet og traditionelt mellemamerikansk måltid.

Min forventning var ikke en gourmet-oplevelse eller at blive overrasket. Jeg havde ligesom en klar forventning til smagen.

Blue Taco er bestemt heller ikke gourmet, MEN de overraskede godt nok på det lille uformelle spisested i Blågårdsgade.

De blå serveringer er kreative og utraditionelle nyfortolkninger af den gamle mexicanske og velbetroede streetfood-kunst.

Folkene bag tacobiksen forstår at skabe den snaskede gademadsstemning som forventes af en mexicansk restaurant på Nørrebro, mens de tør træde udenfor traditionens rammer.

Den nye dille
Blue Tacos tilgang til mexicansk velsmag minder lidt om mange moderne italienske restauranters tilgang til de såkaldte gourmet-pizzaer.

At tage noget ellers traditionelt, fastlagt og succesfuldt – og så udfordre det. Men her virker det virkelig!

Hos Blue Taco kan du blandt andet få en taco med rejer og coleslaw eller mexicanske trøfler og karamelliserede løg.

Selvom den mexicanske taco-tradition ellers normalt er en hyldest til oksekød og ost, er der hos Blue Taco gode muligheder for veganere og vegetarer.

Samtidig er de blå majs (selvfølgelig) helt naturligt glutenfri, og alt på menuen er derudover uden laktose. Lige bortset fra de churros, som stedet (selvfølgelig) tilbyder som dessert. Det hører til. Bravo!

Blue Taco har ramt fuldstændig plet med et lækkert autentisk, uformelt og etnisk madkoncept, som samtidig passer ind i en moderne livsstil, hvor høje forventningerne til kreativitet, sundhed og bæredygtighed fylder det hele.

Foto: Maja Harder

Hvad sker der: Blue Taco
Hvor sker det: Blågårdsgade 1, København N
Hvornår sker det: Søndag til onsdag 12-22 samt torsdag til lørdag12-23

Maja Harder er 25 år og har en master i medier og kommunikation fra London. Hun bor i København og elsker at gå på opdagelse i de mange spændende restaurant- og kulturoplevelser i byen. Hun skriver om sine opdagelser her og på majaharder.com.

Kaf i Birkegade er måske Nørrebros bedste brunch- og kagebiks – selvom den er glutenfri og vegansk