Det bliver en tur tilbage i tiden, når Strøm inviterer alle diskofans til at deltage i skøjtedisko på Frederiksberg.
Vinteren er over os, og selvom solen skinner, så niver den kolde vind og temperaturen godt i kinderne.
Men inden vinteren slutter helt, så vil organisationen for udbredelse af elektronisk musik, Strøm gerne samle folk på Frederiksberg Runddel til en helt særlig aften, hvor skøjteløbet krydres med sprøde diskotoner fra fortiden i slutningen af februar.
For ved at kombinere diskomusik og skøjteløb, vil Strøm skabe en fællesoplevelse med de funky toner som lydtapet.
– Vi har de sidste par somre kørt rulleskøjtedisko i kødbyen i de sidste tre år. Og det er en stolt tradition fra 70’ernes USA, hvor unge kørte rundt og stod på skøjter, mens man nød diskomusikken. Det er en fælles oplevelse, som man kan nyde sammen, så forskellige typer mennesker mødes, og det er det som vi håber, at dette arrangement også kan være, siger Bjarke Due Gunslev, der er kommunikationschef hos Strøm til KBH.dk.
Kombinationen mellem skøjteløb og disko skal tiltale mange forskellige borgere, og der bliver god plads til alle, hvor der både er plads til musiknørderne, der vil opleve den gode diskomusik og børnefamilierne eller kæresteparrene, der er på den første date.
For med arrangementet ønsker festivalen på Frederiksberg at sætte fokus på alt det som den elektroniske musik også kan være, herunder diskomusik.
– Folk har nogle fordomme om elektronisk musik, men diskomusikken er også en del af den elektroniske musik. Housemusikken udsprang direkte af disco, så på den måde er discomusikken stamfar til en masse af de mest populære elektroniske genre i dag. Så vores arbejde går også på at vise, at diskomusikken har været mainstream og afgørende for udviklingen af elektronisk musik, siger Bjarke Due Gunslev til KBH.dk.
Derfor venter der også en sjovere og mere tilgængelig tilgang til diskomusikken under skøjteløbet.
– Vi afholdte også en rulleskøjtedisko i december, hvor det stod i julens tegn, men nu tager vi forskud på foråret, og snekanonen bliver erstattet af en boblemaskine og så pynter vi blandt andet op med forårsblomster, siger Bjarke Due Gunslev til KBH.dk.
Men er man oprigtigt interesseret i musikken, så venter der også en oplevelse for øregangene. Det er nemlig radiovært Jørgen De Mylius, der står for at vende pladerne under arrangementet, og det er et sandt scoop for festivalen, lyder det fra Bjarke Due Gunslev.
– Jørgen de Mylius er jo et musikalsk ikon, der selv har oplevet hvordan at de musikalske perioder har ændret sig gennem tiden. Så han er fantastisk til at fortælle om, hvordan at musikken har formet historien. Han gør ikke forskel på musikken, men spiller bare den gode musik. Desuden kommer han jo selv fra Frederiksberg, så det giver perfekt mening i denne sammenhæng, siger han til KBH.dk.
Der er gratis entre til arrangementet.
Hvad sker der: Strøm Skøjtedisko på Frederiksberg
Hvor sker det: Skøjtebanen på Frederiksberg Runddel
Hvornår sker det: Lørdag 24. februar fra klokken 16 til 20
Efter 25 år på Strøget: Café Norden åbner i Tivoli Food Hall