I sommeren 2021 slår Nationalmuseet dørene op for en helt ny og storslået udstilling om vikingerne. Udstillingen er en del af den langsigtede fornyelse af museet i København og vil skifte fortællegreb efter tre år. Projektet er muliggjort af fondsdonationer fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden.
I årene 859-62 satte vikingerne Hasting og Bjørn Jernside kurs mod Nordafrika, Spanien og Italien i spidsen for en mægtig flåde af vikingeskibe. Deres blik var stift rettet mod hæder og ære i ukendt land, og deres mål var at nå den sagnomspundne by Rom.
Det legendariske togt er en del af baggrunden for en nyudviklet udstilling om vikingerne, som Nationalmuseet åbner i sommeren 2021. Udstillingen er en del af den langsigtede fornyelse af museet i København og åbner mulighed for en helt ny formidling af Nationalmuseets enestående samling af genstande fra vikingetiden, heriblandt verdens største vikingeskib, Roskilde 6
Udstillingen skifter fortælling
Udstillingen er planlagt til at løbe over seks år, og halvvejs i forløbet vil udstillingens genstande blive reorganiseret med en helt ny scenografi, så fortællingen skifter fra ‘Togtet’ til historien om ‘Vølvens Spådom’. På den måde bliver udstillingen en ny hybrid mellem særudstillinger og faste udstillinger, som Nationalmuseet arbejder med over de kommende år.
“Fremtidens Nationalmuseum skal være fyldt med sanselige oplevelser, som taler til nutidens publikum og skaber grundlag for diskussion af vores fælles historie. Vi er i gang med at lægge den langsigtede udviklingsplan for museet, hvor vi vil eksperimentere med nye udstillings- og fortælleformer. Et af grebene er at sprænge grænserne mellem særudstillinger og faste udstillinger. Den nye vikingeudstilling er det første eksempel på det,” siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev.
Vikinger med tiltrækningskraft
Vikingerne er et af de historiske temaer, der optager både danskere og turister allermest. Museer i både Sverige, Norge og Danmark opruster på vikinge-området i disse år, samtidig med at forskere på bl.a. Nationalmuseet opnår nye indsigter – ikke mindst på baggrund af de mange nye fund, som arkæologer og detektorbrugere henter op af jorden. Derfor har Nationalmuseet længe haft et ønske om at imødekomme publikums interesse og præsentere den nyeste viden i en stort anlagt vikingeudstilling i hjertet af København.
Første skridt var samarbejdet med designeren Jim Lyngvild om en scenografisk fornyelse af museets eksisterende vikinge-område. Her udforsker Nationalmuseet grænselandet mellem fakta og fiktion og inviterer publikum til at tænke over, hvordan vikingerne kunne have set ud. Erfaringerne fra dette projekt skal bruges i realiseringen af den nye og langt større vikingudstilling fra 2021.
“Vi glæder os til at præsentere publikum for det bedste og det nyeste inden for forskning og formidling af vikingetiden. Historien om vikingerne åbner for mange spørgsmål, der er dybt relevante for vores samtid. Og erfaringerne har vist os, at vores publikum elsker at tænke med, når vi sætter vores historie til debat,” siger museumschef for Nationalmuseet, København, Anni Mogensen.
Afgørende opbakning fra fonde
Den nye vikingeudstilling er blevet mulig med hjælp fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden, der hver har besluttet at støtte projektet med 13 mio. kr.
“Vikingerne er en central del af dansk historie og identitet, som til stadighed vækker stor interesse. Med en flot ny vikingudstilling får alle fra ind- og udland mulighed for at opleve denne fortælling i samspil med museets imponerende samling af bl.a. våben, smykker og skib. Vi glæder os også til at følge udviklingen på Nationalmuseet, der flytter sine grænser i disse år,” siger Frank Rechendorff Møller, direktør i Augustinus Fonden.
“Vikingerne er et emne, der fortfarende fascinerer og forundrer herhjemme og i udlandet. Nationalmuseet har både en ekstraordinær samling af genstande fra vikingetiden og en stærk forskningstradition på området. Derfor er det en god idé, at museet vil bruge vikingerne til at skabe en ny udstillingstradition,” siger A. P. Møller Fondens direktør, Henrik Tvarnø i en pressemeddelelse.
“Vi er meget taknemmelige for, at A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden deler vores begejstring for dette projekt. Uden fondenes hjælp ville det være umuligt for os at virkeliggøre vores store ambitioner for denne udstilling,” siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev.