Du får julenostalgi for alle pengene, når Cinemateket i Indre By viser den gamle julefilm ‘Far til fire i byen’ flere gange i december.
Cinemateket i Gothersgade varmer op til juleaften med flere visninger af den ultimative danske juleklassiker: Far til fire i byen. Det er selvfølgelig den, hvor Lille Per tager til julebal i nisseland.
‘Far til fire i byen’ er fra 1956 og har alle de gode gamle skuespillere på rollelisten – ikke mindst Karl Stegger, Birgitte Price, Otto Møller Jensen, Rudi Hansen og selvfølgelig Ole Neumann som Lille Per.
Filmen vises flere gange i december, men 16. december følger der også en børnevenlig introduktion med samt hyggelig julestue for børn og voksne efter visningen. Det sker i Asta Bar i Cinemateket, hvor der både biver klippet, klistret og tegnet.
Cinemateket byder også på en del andre aktiviteter i julemåneden. Hvis du har fået nok af nissehuer, pynt og gran, så kan du tage ind og se Karl Marx City, som er månedens dokumentar i Cinemateket. Den bliver vist fra 21. til 28. december.
Månedens film er Spoor, der bliver vist fra 7. til 17. december, og i børne- og familiegenren er ‘Magiske Miyazaki – forunderlige forvandlinger og fabelagtige flyveture’ på plakaten. Den bliver vist fra 2. december til 20. januar.
Hvad sker der: Far til fire i byen
Hvor sker det: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Hvornår sker det: 9. december, 16. december, 20. december og 29. december