Slip for vinteren i et par timer. Foto: Gro Spiseri

Gro Spiseri byder gæster indenfor til en helt særlig sydamerikansk madoplevelse de to sidste weekender af februar.

Gro Spiseri holder ferie fra vinteren i vinterferien.

Stedet er kendt for deres hyggelige drivhusaftener med økologiske retter på taget af Æbeløgade 4 på Østerbro, men de to sidste weekender af februar bliver konceptet helt anderledes, når der bydes på røg fra grill og bål, eksotiske cocktails og festlige vibes.

I weekenderne 16. til 19. februar og 23. til 26. februar kommer besøgende en tur til Sydamerika, når de gæster den populære tagfarm, der ellers er kendt for økologi og solide danske råvarer.

Christian Jensen, der er kok hos Gro Spiseri, siger til KBH.dk, at de sydamerikanske pop up-aftener er inspireret af kokkenes egen trang til lidt sol og varme.

– Vi har simpelthen taget udgangspunkt i, hvad vi selv savner lige nu. Folk tager ud og rejser, fordi de har brug for et pusterum fra vinteren, og det her er på samme måde vores pause fra kulden, siger han.

– Vi har har haft brug for at blive inspireret her i februar, fordi det er den sæson, hvor man slås lidt med kulden og rårvarer, der ligner hinanden i udtryk og smag. Vi længes efter varme, forår og en snert af sol, og med udgangspunkt i det, har vi inviteret nogle sydamerikanske venner forbi til at lave noget mad sammen med os.

De sydamerikanske venner er de tidligere kollegaer Joaquin Indart, Ian MacDougall og Julia Farias, der kommer til at stå for at sammensætte retterne, som skal give gæsterne en fornemmelse af at befinde sig under mere eksotiske himmelstrøg.

Den argentinske weekend finder sted den første weekend, mens de brasilianske pop up-aftener foregår weekenden efter.

Fælles for begge sydamerikanske arragementer er kærligheden til den latinamerikanske madkultur forenet med lokale øko-råvarer og respekt for Gro Spiseris traditioner og værdier.

– Selvom det er to forskellige verdener, der mødes, så er der meget lidt konflikt. Men det bliver selvfølgelig en helt anderledes oplevelse end den, folk er vant til at få her, siger Christian Jensen til KBH.dk.

De brasilianske og argentinske aftener på Gro Spiseri byder på henholdsvis fem og seks retter til 365 kroner og 485 kroner pr. person.

Der vil være et enkelt seat klokken 18.30 rundt om langbordet i drivhuset. Se restaurantens hjemmeside for bordreservering.

De almindelige drivhusaftener med fem økologiske retter på taget vender tilbage i marts.

Hvad sker der: Sydamerikanske aftener på Gro Spiseri
Hvor sker det: Æbeløgade 4, Østerbro
Hvornår sker det: 16.-19. februar + 23.-26. februar

Unik gastronomisk oplevelse på Østerbro: Populær italiensk perle får fint besøg i vinterferien