Copenhagen Gin Festival vender tilbage til Lokomotivværkstedet i Sydhavnen i februar – og det bliver større end nogensinde, fortæller arrangøren bag.
Da Copenhagen Gin Festival løb af stablen for allerførste gang tidligere på året, var det en stor succes.
Derfor har bagmanden og direktøren for det hele Jacob Rosengren nu stablet en endnu større festival på benene, som finder sted i februar 2018 – stadig med gin som eneste omdrejningspunkt.
Han håber og satser på, at mindst 6.000 ginglade folk lægger vejen forbi Lokomotivværkstedet i Sydhavnen for at smage på sagerne i løbet af de to dage, hvor dørene er åbne.
– Jeg sad på en bar i Sydengland og fik noget gin, da jeg kom på idéen. Jeg er gammel bartender fra way back, da jeg boede i det nordjyske. Så tænkte jeg pludselig, at der burde ske noget nyt. Der findes ikke sådan noget, hvor man kun fokuserer på én slags alkohol. Det er populært, det er oppe i tiden, så hvorfor ikke lavet en rendyrket ginfestival i Danmark, tænkte jeg?
Jacob Rosengren oplyser, at næste års Copenhagen Gin Festival bliver tre gange så stor som den, der blev afholdt i år.
– Jeg kalder det for en anti-messe, fordi det her er meget åbent. Vi er nu oppe på cirka 50 stande og 250 forskellige slags gin og tonics, som folk kan smage. Der kommer også til at være andre cocktails med gin, man kan prøve, fortæller han til KBH.dk.
Men hvorfor lige gin? Jacob Rosengren mener, at det er en ret unik alkohol, fordi den appellerer til kvinder og kan bruges i mange forskellige drinks.
– Det er en af de mest brugte typer spiritus. Der findes hundredvis af cocktails med gin, som er blevet en mere og mere populær alkohol de sidste 10 år. Men det er først nu, at det for alvor har taget fart. Gin er nemt at producere, nemt at drikke, og det er den spiritus, som har flest smagsnuancer.
– Og så appellerer gin også til kvinder. Vi havde faktisk flest kvinder på besøg på festivalen sidste år, fortæller Jacob Rosengren.
Billetterne koster mellem 230 og 300 kroner og kan købes via Billetto allerede nu.
Hvad sker der: Copenhagen Gin Festival
Hvornår sker det: 16.-17. februar 2018
Hvor sker det: Lokomotivværkstedet, Otto Busses Vej 5A, København SV