Pressefoto

Sidste års store lagerflytning kan ses på resultatet hos Magasin, hvis regnskab for 2023 netop er afsluttet, men optimismen fejler ikke noget hos det mere end 150 år gamle stormagasin, der med en omsætning på 2,9 milliarder, ser et udvidet forretningsområde, som vejen til øget vækst.

Det forgangne år led under IT- og logistikudfordringer i forbindelse med flytningen af lageret fra Kolding til DSV i Hedehusene, men flere kunder og øget vækst i de første måneder af 2024 puster til optimismen hos Magasin, der endte med en omsætning på 2,9 milliarder kroner i 2023, hvilket er en vækst på 1% i forhold til året før.

”Taget alt i betragtning er vi tilfredse med resultatet. Vi kan ganske enkelt se i tallene, at vores lagerflytning har haft en betydelig indflydelse på resultatet i et år, der ellers var ganske udmærket. Nu ser vi frem mod et år, hvor der er ro på den front, og hvor vi i stedet kan arbejde på, at skabe mere vækst, både gennem Magasin, men også gennem de nye forretningsområder og investeringer vi har gjort. Her er Magasin blot en del af noget større, og vi har i vores danske moderselskab, Emil Holding, øget egenkapitalen med 148 millioner i det forgangne regnskabsår, hvilket er et udtryk for dels indtjeningen i Magasin, men også afkastet af vores ejendomsportefølje, og det er vi grundlæggende tilfredse med,” fortæller Michael Jelbo der er CFO i Magasin.

Magasin fuldendte sin ejendomsportefølje med købet af forretningen i Aalborg, og stormagasinet ejer nu sine egne bygninger i både Aalborg, Aarhus, Odense, Lyngby og på Kongens Nytorv i København. Derudover har stormagasinet gjort flere store investeringer de seneste år, blandt andet købet af sexlegetøjsbrandet Lust, der sidste år kom under Magasins vinger, ligesom detailgiganten investerede yderligere i den danske solbrillevirksomhed MessyWeekend og opkøbte badetøjsbrandet Copenhagen Cartel, som der er store planer for.

Vækst gennem omni-channel og investeringer

Det kommende år bliver et arbejdsår, fortæller finansdirektøren, og Magasin arbejder mod endnu mere omni-channel, som har været stormagasinets primære strategi de seneste år. De fysiske forretninger skal geares til fremtiden og Magasins webshop skal øge markedsandele både på det danske hjemmemarked og i nabolandene Sverige og Norge:

”Kunderne skal have en endnu bedre købsoplevelse, både i de fysiske forretninger og online, hvor vi skal være endnu mere agile og tilbyde hurtige og fleksible leveringsløsninger og et stort kurateret udvalg. Og så er service en hjørnesten, ikke bare i Magasins DNA, men også i vores arbejde mod øget vækst, og her kommer vi i år til at arbejde med helt nye og innovative løsninger i forretningerne, så vi kommer endnu tættere på kunderne” fortæller Michael Jelbo.

Stormagasinet vil i det kommende år igen investere 70 millioner i at fremtidssikre forretningerne, både fysisk og digitalt. Det betyder blandt andet nye serviceområder og innovative IT-løsninger i forretningerne, flere ombygninger og kommende tilføjelser til Magasin ventures. Alt i alt en endnu bedre udgave af Magasin, afslutter Michael Jelbo.