Der er store trafikale udfordringer på vej til Frederiksberg, når Gammel Kongevej bliver ensrettet fra 1. februar på grund af vejarbejde.
Gammel Kongevej bliver ensrettet i retning mod Frederiksberg Rådhus fra 1. februar og frem til slutningen af juli. Det gælder både for biler, busser og cykler, oplyser Frederiksberg Forsyning.
Årsagen til ensretningen af den populære trafikåre er to vejarbejder, som Frederiksberg Forsyning og Frederiksberg Kommune skal i gang med i to etaper.
Der skal først udskiftes vand- og gasledninger under Gammel Kongevej, mens en række stikledninger skal renoveres. Derudover skal der lægges ny asfalt og udskiftes brosten på cykelstierne ved kantstenen.
Frederiksberg Kommune forsøger at koordinerer vejarbejdet sådan, at det generer beboere og besøgende så lidt som muligt.
Frederiksberg Forsyning oplyser, at de trafikale ændringer i perioden udover ensretningen vil betyde, at der vil være færre tilgængelige parkeringspladser. Derudover vil der i kortere perioder blive lukket for vand og gas i området, og bustrafikken vil blive omlagt.
Første etape af vejarbejdet sker fra fra 1. februar til 1. maj på strækningen fra Allégade til Alhambravej.
Anden etape går i luften fra 22. maj til slutningen af juli på strækningen fra Alhambravej til Værnedamsvej.
– Renoveringen skal minimere gas- og vandtabet på de over 100 år gamle ledninger – og spare penge og energi, og en ny og forbedret cykelsti skal forbedre trafiksikkerheden, oplyser Frederiksberg Forsyning om vejarbejdet.
Borgere vil løbende blive informeret om arbejdet med skilte og opslag i området.
Rejsende kan finde oplysninger om ændringer i bustrafikken på dinoffentligetransport.dk, mens beboere kan læse mere om renoveringen af Gammel Kongevej på frb-forsyning.dk/glkongevej.
Mexicansk biks fejrer åbning på Østerbro: Spis tacos ad libitum for 200 kroner