Kigger man på prisstigningerne over Københavns kvarterer, så er prisen på lejligheder steget markant i Vanløse det seneste år.
Metroen stopper der, og så snart man forlader stationen er man i gåafstand til det spritnye shoppingcenter Kronen, det grønne område omkring Damhussøen og Bymidten.
Vanløse har efterhånden en hel del at byde på, og det er der rigtig mange, der har fået øjnene op for.
For der er nemlig så stor rift om lejlighederne i Vanløse, at bydelen sammen med København K har udmærket sig ved at prisen på en gennemsnitlig kvadratmeter er steget mest det forgangne år.
En gennemsnitlig lejlighedskvadratmeter i Vanløse er nemlig steget knap 4.000 i pris siden sidste år, hvilket skyldes, at der bliver større efterspørgsel på det forholdsvis billige boligområde.
– Vanløse er med den nye metro kommet tættere på byen, og er derfor blevet mere attraktiv. Og hvis man tror på denne forklaring, så kan man forvente, at den næste store prisstigning bliver i f.eks. Brønshøj, siger boligøkonom og ekstern lektor ved Syddansk Universitet Gintautas Bloze.
De absolut dyreste kvadratmetre skal stadigvæk findes i Nordhavn og København K, men her er priserne så høje, at efterspørgslen ikke er ligeså høj.
Sidste år var det København V, der var steget mest i pris per gennemsnitlig kvadratmeter.
Men her har de relativt høje priser også sat en dæmper på efterspørgslen, hvor kvadratmeterpriserne ‘kun’ er steget knap 1.000 kroner i forhold til sidste år.
– Jeg tror mest på, at det kan skyldes, at København V var så dyr i forvejen, at folk har søgt til områder, hvor kvadratmeterpriserne har været lavere, hvilket så har presset prisen op i København K og i Vanløse, siger Gintautas Bloze.
Boligejere andre steder i København kan dog også glæde sig. Lejlighederne på Amager er nemlig også blevet cirka 3.000 kroner dyrere, mens lejlighederne i Valby er steget cirka knap 2.500 kroner
Se hvor meget priserne er steget i Københavns bydele her