En 150 meter høj skorsten fra Amagerværket skal bruges til at bygge et helt nyt genbrugscenter i Sydhavnen.
Den rager 150 meter op i luften, og består af 5.000 ton beton.
Skorstenen på Amagerværket har længe hævet sig over havoverfladen, men i denne uge er det endeligt slut. For nu begynder Københavns Kommune et ambitiøst genbrugsprojekt, hvor den gamle skorsten skal danne grundlag for et helt nyt genbrugscenter i Sydhavnen.
Med projektet forventer kommunen at blive klogere på at genanvende materialer, så er der med tiden kan komme endnu større fokus på genanvendelse.
– Vi kommer til at høste nogle vigtige erfaringer med dette projekt, hvor vi genanvender betonen på en måde, hvor ressourcerne fra materialet kommer ud i cirkulation igen. Forsøget kan forhåbentlig også være med til at rykke branchen, så man fremover vil genbruge mere byggemateriale direkte fra bygning til bygning, siger enhedschef Merete Kristoffersen fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København.
Det er Hovedstadens Forsyning, HOFOR, der står for nedrivningen af skorstenen, og for at spare miljøet bliver betonen fra skorstenen først slået i stykker, inden betonen kan genanvendes som byggematerialer i Sydhavnen.
– HOFOR er ved at omstille Amagerværket fra at fyre med kul til bæredygtig biomasse, og i den forbindelse skulle skorstenen alligevel rives ned. Derfor passer det generelt godt ind i byens grønne omstilling og arbejdet med at skabe fremtidens bæredygtige byer, at betonen kan genbruges, siger Niels Ravn Pedersen, der er projektchef i HOFOR.
Fra skorsten til bæredygtig biomasse i Sydhavnen
Betonen fra skorstenen skal genbruges til udarbejdelsen af en ringmur hele vejen uden om det nye genbrugcenter i Sydhavnen, hvor genbrug også skal være det bærende for centerets aktiviteter.
Når centeret står færdigt, vil der være blandt andet være et værksted og materialelager, hvor iværksættere eller erhvervsdrivende kan genanvende genbrugsmaterialer eller aflevere gamle materialer til genanvendelse.
Det er Amager Ressource Center, der skal stå for driften af det nye genbrugscenter i Sydhavnen, og her glæder man sig over, at den gamle skorsten får et nyt liv.
– Det var nok de færreste, der havde forestillet sig, at en gammel skorsten kan være spydspids for et genbrugscenter med høje genbrugsambitioner. Men skorstenen er en manifestation af de bestræbelser, vi hos ARC gør os for at fremme den bedste genanvendelse af materialer gennem innovative og utraditionelle løsninger, siger Dan Fredskov, der er direktør hos Amager Ressource Center.
I forbindelse med det nye genbrugscenter vil der også være undervisningslokaler, som børn og unge kan være med til at modtage undervisning i forbindelse med genbrug. Nedrivningen påbegyndes i denne uge, og forventes at være færdig i maj måned.
Det er dog ikke gratis at genanvende, og nedrivningen samt genbruget af beton koster 68,5 millioner kroner. Regningen deles dog mellem Amager Ressource Center og Københavns Kommune.