Statens Museum for Kunst inviterer børn i alle aldre indenfor i vinterferien til forskellige sjove aktiviteter, der lader dem udfolde sig kreativt og finde deres indre kunstner frem.
Statens Museum for Kunst inviterer børn og voksne indenfor til en sjov og lærerig uge i vinterferien, hvor de mindste kan kigge Rembrandt og Krøyer over skuldrene og derefter skabe deres egne små mesterværker.
Udstilllingen Art in the Making forsøger at svare på, hvordan et kunstværk bliver til, og Statens Museum for Kunst har i den forbindelse skabt en slags workshop for børn, som kan få lov til at tænke store tanker på tomme lærreder.
– I Børnenes Værksted kan børn selv prøve at lave skitser af deres idéer, inden de går i gang med at modellere og male det endelige mesterværk. Museets huskunstnere står klar til at hjælpe fantasien på gled, oplyser museet om begivenheden.
Hvis dit barn skal i lære som Rembrandt, skal det blot være over tre år gammelt.
Udstillingen Art in the Making vil være at finde på Statens Museum for Kunst mellem 10. og 18. februar, og det koster 30 kroner + almindelig entrépris at deltage.
En anden børneaktivitet på Statens Museum for Kunst i vinterferien er børneromvisningen ‘Vi er kunstnere!’.
– Sprudlende kreativitet og benhårdt arbejde – det er opskriften på et mesterværk. Hele vinterferien kan børn og voksne komme med rundt i SMK’s store kunstsamling, og opleve, hvordan kunstnere egentlig arbejder, oplyser museet.
Her er den anbefalede alder for deltagelse minimum fire år. Børneomvisningen er gratis, når der først er betalt entré, og foregår ligesom Art in the Making mellem 10. og 18. februar.
Mandag i vinterferien frister museet med muligheden for at lave fælleskunst med bunker af ler, pensler og maling i alle regnbuens farver – igen helt gratis, når entréen er betalt.
– Børn kan være med til at lave fem værker, der bliver opstillet i Skulpturgaden. De fem værker bliver stående hele vinterferien, så alle museets gæster kan beundre dem, oplyser museet.
Sidst men ikke mindst afholder Statens Museum for Kunst fastelavn 11. februar klokken 12 til 14, hvor der både bliver slået katten af tønden og spist masser af dejlige fastelavnsboller og serveret varm kakao.
Hvad sker der: Vinterferie på SMK
Hvor sker det: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København K
Hvornår sker det: Se datoer og tider på hjemmesiden
Fredagsbar på Vesterbrogade serverer frække cocktails med cremet is og gin