Tilhængere af de varme saunaer kan godt se frem til to dage, hvor Refshaleøen byder på varme i en kold tid.
Der findes dem, der ikke kan få nok.
Efter en tur i havet eller i svømmehallen, så er der altid nogle, der skal ind i det lille træskur, hvor de varme sten syder på så fuld skrald, at man nærmest bliver slået bagover af den mur af varme, der rammer ansigtet.
Sauna-entusiaster behøver dog ikke at drøne i svømmehallen i denne weekend, da lystbådehavnen Lynetten på Refshaleøen omdannes til et sandt sauna-mekka, når SaunaAttack Festival løber af stablen.
Fra lørdag den 18. november står havnen i saunaens tegn, når de bedste mobile saunaer, vinterbaderforeninger og gusmestre i Danmark kommer for at vise, hvad de har at byde på.
På festivalen vil man kunne prøve kræfter med almindelig sauna, gus, varme kar og kolde gys i havnen.
Desuden kan man komme en tur i svedtelt, svedhytte, russisk banya og i vildmarksbade. Desuden vil der være flere boder og mad og drikke på havnen.
Festivalen åbner dørene lørdag fra klokken 10-21 og søndag fra klokken 10-18. En endagsbillet koster 250 kroner, mens en billet til begge dage koster 400 kroner.
Forældre og søster anklaget: Forsøgte at brænde 15-årig drengs tunge med lighter