Det er ikke alle, der ønsker at vise den frem, selvom at kendisser, popsangerinder og realitystjerner er flittige til at dele billeder af den.
Den store popo, numsen, bagdelen eller rent ud sagt røven, er en af de mere kontroversielle dele af kroppen, som ikke alle har et lige kærligt forhold til.
Alligevel vil en ny udstilling sætte røven i øjenhøjde, når fotografen og galleristen Kim Wyon på onsdag slår dørene op til sin udstilling, hvor der zoomes skarpt ind på numsen.
– Når man kun tager udgangspunkt i én del af kroppen, som mange har forskellige opfattelser af, så opstår der nogle sjove overlap, hvor mange kan se der sjove og befriende i kroppen. Der blomstrer en rebelsk form for personlighed frem, når folk viser numsen frem, og mange bliver kreative og opfindsomme.
– Folk kommer tit og siger, at de har det svært med deres krop, og det er svært som fotograf at forstå, da mange mennesker jo ligner hinanden. Der kommer altså ikke kun mennesker, der gerne vil vise deres krop frem, men også folk der bryder deres egne grænser ved at vise deres numse frem, siger Kim Wyon til KBH.dk.
Tidligere har Kim Wyon efterlyst flere modeller til at give deres bagdel til et godt formål, og det har givet pote, så der også i fremtiden kan komme flere udstillinger, der har røven i klaskehøjde.
Og Kim Wyon har allerede haft en del gæster forbi galleriet, der er blevet overrasket over dybden i udstillingen.
– Jeg har haft nogle tilfældige folk forbi, da jeg havde døren åben, da jeg skulle gøre lidt rent. Og rigtig mange bliver overraskede, og kan ikke finde ud af, om det er provokerende eller om der ligger en underliggende morsomhed bag. Den tvivl forplanter sig til at folk snakker om værkerne og bliver hængende, og det er jo meget anderledes end hvad man normalt forbinder med at besøge et galleri, siger Kim Wyon til KBH.dk.
Samtlige af udstillingens fotografier er til salg og overskuddet går til et velgørende formål, som den pågældende model selv har valgt.
Det kan være alt fra Kræftens bekæmpelse til hospitalsklovne, men Kim Wyon påpeger, at mange modeller har haft et ønske om at donere til natur- eller miljøorganisationer. Uanset om man har tænkt sig at købe de kødfulde billeder, så er alle velkomne, og Kim Wyon lover, at den udstillingens åbning fejres med manér:
– Det er jo Valentines Day, så der kommer et par overraskelser og så byder vi selvfølgelig på et glas vin til de hurtige. Så man må meget gerne tage sin kæreste med og komme ned og besøge os, siger han til KBH.dk.
Hvad sker der: Grand opening af Rumpegalleri
Hvor sker det: Ryesgade 103B, København Ø
Hvornår sker det: Snigpremiere onsdag den 14. februar fra klokken 15 – åbner officielt 17.-18. februar fra klokken 12 til 18.
Tillykke til den gamle dame på Kongens Nytorv: Magasin du Nord fylder 150 år